Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXIV. De Oversete og Glemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De Oversete og Glemte
335
De andre blanke Klinger, som er gamle her i Gaarde,
er svage imod mig og langt færre Fjender vog.
Hvorfor fører du mig ikke med din Arm, saa stærk og
klog,
hvorfor blev jeg alene ikke brugt, som jeg burde?»
Jeg selv er som hint Glavind og jeg siger til min
Skæbne; Hvorfor har du dog aldrig med mig dig villet
væbne? Véd du det da ikke, hvor min Sjæl er fast og
hærdet?
Ifald din stærke Højre blot i Solen lod den spille,
den vilde kaste Glimt til alle Sider uforfærdet. Den
er af ædelt Staal. O Skæbne! hvis du vilde!
Men Skæbnen var, som det er Skæbners Vane og Fag,
ubønhørlig. Som den Skibbrudne, der staar ude i Havet
paa sin Klippe og venter paa, at et Skib skal dukke
op i Synskresen og tage ham med, saaledes ventede han
de lange Aar igennem, men Skæbneskibet gled forbi og
lod ham staa ene tilbage paa sin Klippe. Hans Elskede
forlod ham, og han opgav at haabe. Imidlertid antog
hans Digtning et stadig dybere og mere filosofisk
Præg. I et af hans Digte hedder det med Fordrejelse
af Gar-tesius’s Sætning saaledes: «Jeg lider, altsaa
er jeg», og i flere andre meget skønne Poesier ser
han sort, som man sjældent gjorde det i Romantismens
Lyrik. Man læse det Digt, som begynder:
Og hvad er saa det Sande? Livskvalen, der os
rammer. Et Pust - al Fryd er slukt; et Drømmesj’n
var Lykken. Hver Attraa, hvert et Haab, naar Lj^kken
vender Ryggen, modner os stedse mere til Kval ved
deres Flammer.
Uvished er det Sande, Uvidenhed det Sande,
en stadig Famlen om, der alle Veje prøver;
det er en Festconcert, der Rædsler overdøver,
det Haardhed er og Kulde og Glemslens stigende Vande.
Han forsøgte sig en kort Tid som Kritiker, men
Tidspunktet var ugunstigt. Han gav sig til at
forherlige Hugo som Dramatiker netop da dennes Yndest
i Fyrrerne var begyndt at dale. Hans lidenskabeligt
begejstrede Forsvar for Les burgraves er skønt ved
Følelsens Friskhed. Hans Angreb paa Hugo’s Kritikere
i Anledning af Ponsards Lucrece var ikke uretfærdigt
mod Ponsard og røbede en ædel Pietet. Men da han
paany vilde op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
