Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - V. Paavirkning af Byron
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370 Det unge
Tyskland
Slige Aars og Dages Tab forkynder Skytsets
Tordenskrald: hvilke Sange, hvilke Kampe, hvilke
Vunder, hvilket Fald! Heltedød med Sejerstummel i
det stormede Byzanz, for din Fod den græske Krone,
om dit Haar en Frihedskrans!
Byrons Stolthed og hans Foragt for politisk Ufrihed
møder os hos Piaten; hans aristokratiske Tone, hans
Uvilje mod Fordomme, hans Rejselyst, hans Kærlighed
til Dyrene og Naturen, hans Ynde ’ og Ironi gaar igen
hos Fyrst Puckler. Hvor umaadelig hans Indflydelse har
været paa Formningen af Heinrich Heines Digterideal
behøver ingen Paavisning, saa slaaende fornemmes
det af Enhver, der er fortrolig med Gangen i Europas
nyere Literatur. Men mærkværdigt og lærerigt er det
at iagttage, i hvilket Lys Byron staar for den nye
tyske Literaturretnings første Vejbryder, Borne, en
fra den engelske Digter i Bund og Grund saa forskellig
Personlighed. Man skulde tro, at Borne tog Anstød af
de letfærdige og kokette Sider af Byrons Væsen som
af Heines. Langt fra. Man læse, i hvilke Udtryk han
efter Gennemlæsningen af Moore’s Byrons Levned udtaler
sig om ham: Han kalder (Briefe aus Paris Nr. 44)
Bogen glødende Vin for en stakkels tysk Vejfarende,
der fryser paa Rejsen gennem Livet. Han er nær ved
at blive syg af Misundelse over denne Livsførelse:
«Som en Komet, der ikke underkaster sig Stjernernes
borgerlige Orden, drog Byron vild og fri gennem
Verden, kom uden Velkommen, gik uden Afsked og vilde
hellere være ensom end en Træl af Venskab. Aldrig
berørte han den tørre Jord; mellem Storm og Skibbrud
styrede han modigt frem, og Døden var den første Havn,
som han saa. Hvor blev han omtumlet, men hvilke salige
Øer han har opdaget! . . . Det er den kongelige Natur
... thi Konge er den, som lever for sine Luner. Jeg
maa le, naar det siges, at Byron kun blev nogle og
tredive Aar gammel; tusind Aar har han levet. Og
naar de beklager ham, at han var saa melankolsk! Er
Gud det ikke ogsaa? Melankoli er Guds Glæde. Kan man
være glad, naar man elsker! Byron hadede Menneskene,
fordi han elskede Menneskeheden, Livet, Evigheden
. . . Jeg gav alle mit Livs Glæder for et Aar af
Byrons Sorger.*
Som man ser, tager Borne ikke blot Alt i
Byron alvorligt, men han ser end ikke i ham
Nydelsesmennesket, som i saa høj Grad stødte ham bort
fra Goethe. Ja hvad der er endnu mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
