Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - VII. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Borne
389
Forelskelse i det skønneste og ypperligste kvindelige
Væsen, han endnu havde set.
Den dejlige Henriette var som Personlighed allerede
i det Ydre den skarpeste Kontrast til sin lille kloge
og stygge Mand; en fuldendt Skønhed var hun; Hovedet
lille som paa de græske Statuer, Skikkelsen høj og
majestætisk som Dronning Luises. Den tragiske Muse
eller den skønne Tscherkesserinde var de Øgenavne,
hvorunder hun gik. Tilbedt var hun bleven af Wilhelm
von Humboldt, af Mirabeau, af Schleiermacher, og hun
omringedes efter Mandens Død af en Skare fornemme
Herrer, der forgæves bejlede til den smukke Enkes
Haand. Hun afslog alle Frierier, tilbageviste trods
sin Fattigdom bl. A. en af de rigeste tyske Grevers
Haand og lod sig ansætte som Guvernante for den senere
Kejserinde af Rusland. Hun var lige saa strengt dydig
som blændende dejlig, tilstod vel forskellige Mænd
megen Fortrolighed, men altid indenfor det blotte
Venskabs Grænser.
I hendes Kres skelnede man imellem det tilladelige
Koketteri, som gaar ud paa at vinde Manden helt, og
det utilladelige, som kun gaar ud paa at vinde hans
Sanser. Hun hørte da selv til de dydige Koketters
farlige Klasse. Uden Temperament og forfalden
til moraliserende Føleri stiftede hun som yngre et
Dyds-forbund, i hvilket Wilhelm von Humboldt spillede
Hovedrollen, og af hvilket baade gamle og unge,
berømte og uberømte Mænd var Medlemmer. Man sagde
Du til hverandre, skrev lange Breve til hinanden,
undertiden i fremmede Sprog eller med græske og
hebraiske Bogstaver, udvekslede Ringe og Silhuetter,
foresatte sig hinandens ^moralske Udvikling*,
attraaede «Lykke gennem Hengivenhed)) men uden
Pligter, thi Hengivenheden kender ingen Pligter, og
fjernede alle den vedtagne Velanstændigheds Skranker -
dog i al Tugt og Ære. Rahel spottede derover, vilde
ikke ind deri.
De Breve, der veksledes, ligner ganske dem, som i
Danmark lidt senere Kamma Rahbek og Molbech skrev
til hinanden. Man finder her en Mundart, der aldeles
svarer til hvad paa Dansk Bakkehussproget er. Man
fordybede sig i sine egne Følelser, og var fortabt i
uophørlig Selvbespejling, der selvfølgelig berøvede
Følelsen al Friskhed. I endeløse Breve forklarede
Ven Veninde og Veninde Ven, under skrevne Taarer,
hvorledes de gensidigt udfyldte og udviklede
hinanden. Man plukkede sig selv op til Charpi, man
beskuede sig i denne optrevlede Skikkelse; man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
