Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - VIII. Börne og Menzel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406 Det unge
Tyskland
det er Tartarus-Scener - Venedig, hvortil jeg sender
længselsfulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig
til, fordi det østerrigske Politi ligger paa Lur
foran Byen og med sit giftige Slangeblik skræmmer
mig tilbage - dér, efter Solnedgang, da Aftenrødmen
overstrømmede Hav og Land, og Lysets Purpurbølger
slog sammen over denne Stenmand og farvede ham, den
evigt graa, og da maaske Werthers Aand kom over ham,
saa han følte, at han endnu havde et Hjerte, at der
gaves en Menneskehed om ham, en Gud over ham, og han
forfærdedes over sin døde Ungdoms Aand, og Haarene
rejste sig paa hans Hoved - da krøb han i sin Angst
efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit,
ind i en sprængt Faarehjerneskal og holdt sig skjult
dér, til der atter kom Nat og Kølighed over hans
Hjerte! Og den Mand skal jeg ære! den Mand skal jeg
elske! Før kaster jeg mig i Støvet for Vitzli-Putzli;
før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!»
Visselig skulde Borne ære denne Mand og netop ai
den Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for
ham. Thi paa intet Punkt Straaler vel hans Hæder
mere klart. Medens Borne her røber, at han som alle
andre Rejsende i Venedig vilde have kastet sig ud i
intetsigende Maaneskins- og Solnedgangssværmerier,
vilde have fablet om Sukkenes Bro og Tyranniets
Ødelæggelser og Frihedens Velsignelser og Alt,
hvad der toner og funkler - stirrede Goethe paa
sin Faarehjerneskal. Hvad var der ved den? Den
var bristet, og med dette ubevæbnede Seerøje, der
trængte ned i Naturens Dybder, ned i Livets inderste
Værksted, fra hvilket Tingenes Former udgaar, saa
Goethe den store Sandhed, han alt forud havde anet,
at samtlige Hjerneknokler var opstaaede af omdannede
Hvirvelknokler, gjorde altsaa for Osteolo-giens
Vedkommende en Opdagelse, der var beslægtet med den,
som han da allerede havde nedlagt i sit Skrift om
Planternes Metamorfose, grundlagde den filosofiske
Anatomi som han havde grundlagt den filosofiske
Botanik. Borne begreb ikke, .at denne Aand, hvis
Livsværk blev en af Grundpillerne i den moderne
Verdens Bygning, her ved sin Sans for Enheden i
Formernes Forskellighed, ved sin hellige Enfold,
minder om de ældste Ophavsmænd til Oldtidens
Videnskab, en Thales, en Herakleitos.
Bornes Angreb paa Goethes Menneskeværd kan-, som
man har set, ikke betragtes som ensbetydende med
Menzels. De er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
