Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - IX. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Borne
411
hvem vi lærte at kende som en saa fortabt forelsket
Yngling, og som hele Livet led under et skinsygt
Temperament, i dette Forhold hurtigt hæve sig til den
rene Hengivenheds Højde, saa han jævnligt i Jeannettes
Interesse opfordrer hende til at ægte en Mand, der
er hende værdig, og grunde et lykkeligt Hjem.*)
Hans dristige Ord i et af disse Breve, at han og hun
i deres gensidige saa egenartede Kærlighed ikke vilde
miste noget ved hendes Ægteskab med en Anden, gik
ved et Særsyn i Opfyldelse. Da Jeannette i temmelig
fremrykket Alder blev greben af en virkelig jordisk
Forelskelse og ægtede en betydeligt yngre Mand. var
det den fælles Begejstring for Borne, der førte
Parret sammen, og i Jeannettes Svar paa Frierbrevet
forekommer der en længere Passus om Borne, der i sin
simple Veltalenhed er saa betegnende, at den ikke tør
savnes i denne Fremstilling af hans Menneskevæsen og
Forfatterliv. Hun skriver:
«Doctoren har Ingen i Verden undtagen mig, jeg er
ham Veninde, Søster, Alt hvad Venligt, Deltagende,
Velvillende man betegner med disse Navne. Vil De
misunde ham det, ham, der ikke har Andet i Livet og
har affundet sig med Skæbnen . . . ja endog føler sig
lykkelig derved . . . Jeg kan ikke tænke mig Andet:
Doctoren maa kunne være hos os, naar, hvor og saa
ofte han vil og for bestandig, hvis han vil det -
jeg kan ikke nu sige De, mit Hjerte er for fuldt - kan
du tænke dig det anderledes - saa er Alt anderledes,
end jeg tænkte mig det. Jeg! Vi! skulde kunne forlade
en Mand som Doctoren - han var da en opgivet, fortabt
Mand! Heller miste Alt, hellere ophøre at leve end
vælte det paa min Samvittighed, ja, jeg kunde ikke
engang, om jeg vilde . . . Disse faa Ord, jeg nu har
skrevet derom, har sat mig i Skælven og gjort mig
ligbleg. Thi Intet
*) Borne skriver i 1821 til hende som Svar paa
hendes ovenanforte Ord: «Jeg sværger Dem til ved den
levende Gud, at saa hed min Attraa end er efter at
besidde Dem og saa ofte jeg end har udtalt Ønsket,
har jeg dog altid derved mere tænkt paa Deres Lykke
end paa min. Min Kærlighed til Dem gør mig lykkelig;
hvad kunde Ægteskabet have givet mig mere, da det
dog ikke kunde forøge min Kærlighed? Ja, selv om
jeg ikke har tilstaaet Dem det, har jeg altid næret
Bekymring for at Ægteskabet vilde drage vort Forhold
ned i Livets lave Virkelighed. Men jeg tænkte mig,
hvad jeg endnu tænker, at De vilde vinde derved, og
det havde da ogsaa middelbart forøget min Lykke. Der
gives altsaa ikke Noget, der kunde afholde Dem fra at
indgaa en Forbindelse med en anden Mand. De og jeg,
vi tabte Intet derved.»
G. Brandes: Samlede Skrifter. VI.
27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
