Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - X. Börne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420 Det unge
Tyskland
sat: «Hvad ingen Kejser af Rusland, ingen Djævel kan
forhindre, det hindrer Pesten.» Og han, som dengang
saa «Guds nøgne Haand* i dens Komme, udbryder nu:
«Saa kommer Klerkerne og taler om Guds Straffedom!»
Tre Fjerdingaar senere endelig (25. November) hjælper
han sig ud af Modsigelsen ved en lige humoristisk
og tankeløs Spas: ^Sjældent sender Gud en himmelsk
Kriminalret ned paa Jorden for at undersøge sine
Stedfortræderes Forvaltning, og saa ofte det endnu
er sket, er Intet blevet bedret derved. De himmelske
Sendebud var fremmede paa Jorden, gik vild eller
lod sig endog bestikke. Det saa vi n}rligt med
den asiatiske Kolera, som tugtede de Undertrykte
istedenfor Undertrykkerne. Gud hjælper blot den,
som hjælper sig selv.**)
Kun en eneste Gang, da Polens Undergang synes
nærfore-staaende (5. Marts 1831), føler man, at Borne
for Alvor er bleven usikker paa sit System. Som
sædvanligt tumler han med sine Yndlingsord: Gud,
Djævelen osv., da Russerne er for stærke. Borne
kommer til dette Resultat: «Ikke Guds Visdom,
Djævelens Dumhed alene kan endnu redde Polen.»
Saa afbryder han sig med et Spørgsmaal: «Ak, gives
der da en Gud? Mit Hjerte tvivler endnu ikke, men
Ens Hoved kan nok føle sig svagt, og selv om han er
til - hvad nytter da en evig Gud det forgængelige
Menneske? Var Gud dødelig som en af os ... da
vilde han regne med Tiden og Livet, vilde ikke
øve saa sildig Retfærdighed, ikke først betale de
fjerne Efterkommere, hvad deres Forfædre havde at
kræve. Friheden kan og vil sejre, før eller senere;
men hvorfor sejrer den ikke straks? Den kan sejre en
Dag efter Polens Undergang; maa Ens Hjerte ikke briste
derover? . . . Gives der saa en Gud? Er det at øve
Retfærdighed? Vi afskyr Menneskeædere, dumme Vilde,
der dog kun fortærer deres Fjenders Kød. Men at den
hele Nutid med Legeme og Sjæl, med Glæde og Lykke,
med alle sine Ønsker og Forhaabninger bliver martret,
slagtet og sønderhugget, for at Fremtiden kan blive
mæsket med den - dette Menneskeæden finder vi os i.»
(Borne III 159, 160.)
Faa Dage efter vender han imidlertid tilbage til til
sin en Gang tilvante Gudstro og sin af alle Skuffelser
uanfægtelige Overbevisning om det Godes snarligste
Sejr.
Nu og da findes i disse Breve rene Kandestøberier -
saa-
*) Borne III 75, 86, 172; 43, 99. 267.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
