Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heine
433
som ikke overtræffes hos Beyle eller Hugo. Ja, man
kan sige, at dens poetiske Udtryk i Heines berømte
Ungdomsdigt De to Grenaderer (som han efter sin
egen Opgivelse har skrevet kun seksten Aar gammel,
dog rimeligere i sit nittende Aar) overgaar Alt, hvad
der eksisterer af beslægtet Art i Frankrig selv. End
ikke Derangers Mesterværk Souvenirs du peuple har en
lignende Simpelhed og Storhed, skønt det bedre end
noget andet Digt har givet Napoleonslegenden i det
franske Folk et haandgribeligt og rørende Udtryk. I
Heines Grenaderer svarer hver Linjes Rytmik paa det
Nøjeste til Stemning og Indhold; de vemodige Jamber:
Der andre sprach: das Lied ist aus, de ildfulde
Anapæster: Dann reitet mein Kaiser wohl uber min
Grab. Man læser, uden at forstyrres synderligt,
hen over Grenaderens umulige Bøn om at faa sit Lig
bragt med til Frankrig. Hovedstrofen: Was schert mich
Weib, was schert mich Kind, Grenaderens Protest mod
at føle sig bunden ved Kvinde og Barn, som han har
efterladt hjemme, bøder ved sin Vildskab mesterligt
paa Romancestilens Følsomhed. Kun tilsyneladende
handler dette Digt om Troskaben mod Napoleon alene;
det forherliger den glødende Troskab mod Feltherren,
uendelig Begejstring for den store Personlighed
overhovedet.
Gaven til at skildre gennem at fremføre Skikkelser i
Lyriken var fælles for Béranger og Heine. Men Béranger
var en Visedigter, Heine et Geni. Grenadererne
begynder, som Heine næsten altid, med det Stilfærdige,
Jævne. Intet er ham fjernere end Victor Hugo’s lyriske
Tilløb: Ham! altid ham!; han virker ikke ved direkte
Fremstilling, men ved Udmaling af det Mindre, det
Lille, hvori den store Historie spejler sig, og som
afgiver Maalestokken, indtil endelig et Drømmesyns
Sværmeri bryder ud af den simple Samtale.
Var nu end Genstanden tor denne Dyrkelse den neppe
værd, saa er selve Følelsen ikke derfor mindre
skøn, og den er ganske af samme Art, hvor Heine
i Reisebilder skildrer, hvorledes han som Barn
saa Napoleon ridende gennem den hertugelige Have
i Dusseldorf. Kapitlet begynder: «Men hvorledes
blev jeg ikke tilmode, da jeg saa ham selv,
saa ham med højtbenaadede egne Øjne, ham selv,
Hosiannah! Kejseren.* Man mærke dette Hosi-annah! l
Henrykkelsens Øjeblik kommer Barndomserindringen,
det gammeltestamentlige Hil- og Jubelraab paa hans
Læber. Og hvad tænkte dengang Barnet paa? Paa at det
under en Bøde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
