Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434 Det unge
Tyskland
af fem Thaier var forbudt at ride igennem Alléen. Og
se! Kejseren med sit Følge red midt igennem Alléen -
de gysende Træer bøjede sig frem, hvor han kom forbi
. . .
Heine gælder som politisk Digter for revolutionær,
og han var det. Men hans politiske Lidenskab
er udelukkende rettet mod middelalderlige
Tilstande og middelalderlig Tro. Han er for Alvor
Kirkevælden fjendsk, men ikke for Alvor demokratisk
begejstret. Hans største politiske Digt Tyskland,
et Vinteræventyr giver det fyldigste Vidnesbyrd
derom. Virkelig Lidenskab findes her kun hvor
Digterens usynlige Ledsager, Liktoren med den
frygtelige Økse, i Kolner Dom sønderslaar Skeletterne
af de hellige tre Konger, «Overtroens stakkels
Skeletten. Men i denne store Digtning - Heines
vægtigste Værk - har man renest udtrykt de politiske
Stemninger og Tanker, som fyldte ham, det i tysk Poesi
nye Element af det krigerisk Udfordrende og i Nærkamp
Stridende. Det fandtes ikke hos Goethe. Han var
vel tilsidst gennemtrængt af «Datidens fuldstændige
Værdiløshed», men han frygtede, at en Omstyrten af
Autoriteterne vilde gøre Alting værre. End ikke hos
Schiller havde der kunnet findes noget umiddelbart
Forhold til Samtidens Politik. Hans Patos fik sit
Afløb i Frihedsdramer. Men hos Heine findes fra 1830
af altid dette umiddelbare Forhold. Han havde sin
Sjæl deri. Og han har her været ærlig, selv hvor man
har miskendt Ærligheden hos ham.
Man efterslaa det Sted i Reisebilder, der er blevet
lagt ham mest til Last som Udtryk for Praleri og
Affektation, det Afsnit, der følger efter Skildringen
af Besøget paa Valpladsen ved Marengo: «Det bliver en
smuk Dag, raabte min Rejsefælle. - Ja, det bliver
en smuk Dag, gentog i stille Bøn mit Hjerte og
skælvede af Vemod og Glæde. Ja, det bliver en smuk
Dag, og Fri-hedssolen vil gøre Jorden lykkelig. Der
vil blomstre en ny Slægt op, avlet i frie Favntag,
ikke i Tvangslejet under de gejstlige Tolderes Opsyn,
og med den frie Fødsel vil Menneskene ogsaa faa frie
Tanker og frie Følelser, om hvilke vi fødte Trælle
ingen Anelse har ...» og imod Slutningen disse Ord:
«Jeg véd ikke, om jeg fortjener, at man lægger en
Laurbærkrans paa min Kiste. Hvor meget jeg end har
holdt af Poesien, den var mig dog kun et helligt
Legetøj, et indviet Middel til himmelske Formaal
. . . men et Sværd skal I lægge paa min Kiste, for jeg
var en tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskrig.*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
