Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XIV. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heine
461
hjul, der udhvirvler sit Diamantstøv, og ved det
gamle graa Taarn et Skilderhus med en Skildvagt,
der gaar op og ned, og hvis Gevær spiller i
Sollyset. - H. C. Andersen, der etsteds har omtalt
dette Digt, skriver om det: Og Digteren ender
saa gribende: «Jeg vilde, han skød mig ihjel.» -
Gribende? Nej. Overrumplende; thi Intet forbereder
derpaa. Udbruddet er maaske ikke aldeles uægte,
men saa nervøst, at det i Grunden Intet betyder;
forsaavidt usandt, som det store Ord kun betegner en
Stemning, intet dybere Ønske, endsige en Vilje.
Goethe har udtalt ikke just Længsel efter Døden,
men Forsonethed med Dødstanken i disse berømte,
udødelige Linjer:
Ueber allen Gipfeln
Ist Ruh.
In allen Wipfeln
Spiirest du
Kaum einen Hauch.
Die Vogelein schweigen im Walde.
Warte nur, balde
Ruhest du auch.
(Over alle Tinder er der Ro. I alle Trætoppe sporer
du neppe et Pust. Fuglene tier i Skoven. Vent kun,
snart hviler ogsaa du.)
Det er unødigt at gøre opmærksom paa den Kontrast
mellem Digterpersonlighederne, som aabenbarer sig,
naar denne Melodi i Ord sammenlignes med hin Skurren
hos Heine; men man agte rent kunstnerisk paa den
mægtige Overensstemmelse mellem alle Led, som her
finder Sted. Digtet er ét Aandepust fra det første
Ord til det sidste: Aftenstemning i Skoven og i
Menneskesjælen, Forstummen af alle Ønsker, Opløsning
af al Mislyd, Sjælen, der stor og blid føler sig som
ét med Alnaturen.
Overfor denne Fuldkommenhed fornemmes kun altfor
slaaende Manglerne ved Heines lyriske Effektstil,
hvor den imellemstunder bryder ukunstnerisk frem. Den
er i sine Svagheder beslægtet med den allegoriserende
Æventyrstil hos de tyske Romantikere, fra hvilke han
som Digter gik ud. Og dog er Heine saa langt fra
at være en ren Romantiker som han er fra at være,
hvad Nogle anser ham for, en rent moderne Realist.
Han har kaldt sin Atta Troll Romantikens sidste frie
Skovsang. Andre har i fjendtlig Hensigt kaldt hans
Poesi Romantikens. Opløsningsproces. «Jeg skrev Atta
Trolig siger han, «til
30"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
