Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XV. Heine og Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476 Det unge
Tyskland
Her er Udtryk for den sundeste, fuldeste, gensidige
Sympati, for Elskovstaknemmelighed, for indbyrdes
Forstaaelse. For dette vinder Heine først Udtryk
under Skyggelidenskaben for den unge Kvinde, der
var Engelen ved hans Dødsleje, la Moache. Ellers
er det aldrig det i Kærligheden, som er Sundhed,
Beroligelse, Lykke, der er hans Sag. Det Omraade,
hvor han er Herre, er et andet:
Den lidenskabelige Attraa gengiver han som moderne
Poet med en Correggio’agtig Sammensmeltning af
Farver og Stemninger bedre end Goethe med sin
antike Klarlied. Attraaen er hos Goethe græsk eller
italiensk. Man mindes f. Eks. Digtet om den søde
Pomerans:
Jeg træder hen til Træet og siger: Pomeransfrugt! du
modne Pomeransfrugt! du søde Pomeransfrugt! Jeg
ryster, føl, jeg ryster, o fald dog i mit Skød!
Man sammenligne blot den mægtige Stemningsfylde,
den Glød og Duft, den overstrømmende Naturpoesi,
der rummes i et saadant Digt om Attraaen af Heine som
det underfulde: Die Lotosblume ångstigt sich vor der
Sonne Pracht.
Højst betegnende for de to Digtere er det, at hvor,
som ovenfor antydet, Elskovslængslen glider over
i Skildring af fremmede Egne, der maler Goethe
med Forkærlighed Italien, Heine Hindostan. Uden
et Ord i højest Grad og uden et, der formindsker,
med en Magt som en Gud, fremmaner Goethe i Mignons
Længsels-sang Billedet af den klassiske Jord, hvor
Citronerne blomstrer. Der er en Magt heri, en Vælde
i hvert betegnende Træk, som Heine ikke naaer. Men
man sammenligne hermed den liflige Sødme i Heines
Auf Flugeln des Gesanges, den drømmende, higende
Længsel, det Yndefulde og Mystiske i det Perspektiv,
som aabnes:
Herhen for at lytte de springer, de fromme, kloge
Gazeller, og fjernt, hvor det bruser og klinger,
de hellige Vande vælder.
Det er i Grundskriften en udødelig Strofe. Goethe er,
selv hvor han giver Længslerne Tøjlen, bestandig som
hans Guldsmed fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
