Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XVI. Heine og Aristofanes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486 Det unge
Tyskland
Cramer. Det var i Epilogen til denne Bearbejdelse,
at Goethe gav Aristofanes den udødelige Betegnelse
«Gratiernes uopdragne Yndling*, som passer saa godt
paa Heine.
Var Heine nu altfor lidt arbejdsom til nogensinde at
studere, oversætte, bearbejde eller efterligne en
Oldtidsdigter, saa vilde han dog aldrig som Goethe
eller Piaten have kunnet gøre blotte Literaturkomedier
ud af de aristofaniske; netop den store politiske
Satire tiltrak ham.
Rimeligvis er Heine det vittigste Menneske, der har
levet, i det mindste det vittigste, som har levet
i den moderne Tid. Vistnok staar Voltaire som en
Slags Personliggørelse af Viddet, men hans Vid er
forstandigt og tørt, ikke digterisk, ikke Fantasivid
som Heines.
Det var i sin Tid uklogt af Piaten, at han, stolt
og stiv som han var, skrev det Værk, hvori han
vilde haane Heine, Der romantische Oedipus i den
aristofaniske Komedies ydre Form og Manér; thi
han havde kun Versenes Finhed og Ordenes Grovhed
tilfælles med Aristofanes. Heine derimod havde alle
Aristofanes’s Hovedegenskaber i Forening: Viddet og
Vildskaben og Fantasien og den smeltende Lyrik og
Skamløsheden, Alt i Gratiens Form. Uden Gratie og
Vid er Skamløsheden visselig en lav og frastødende
Egenskab. Men i denne sin Forening med høje Evner er
den ualmindelig. Den aristofaniske Digter maa C)g kan
ikke have den Stolthed, der gyser tilbage for at more
de Gemene, dem, der kun forstaar En, naar de møder En
i Snavset. Han tør ikke sky til et vist Punkt at give
sig til Pris, det vil sige: at give sit moralske Væsen
til Pris for at indvinde et større digterisk Felt.
Det nytter ikke, at en Autor, der som »Platen
(eller som Hauch i Den babyloniske Taarnbygning]
først og fremmest vil gøre Indtryk af «en ædel Digter*
og indgyde Respekt ved sin Person - det nytter ikke,
han forkynder, at han vil «knuse sine Modstandere med
virkelig Vitighed*. Man kan ikke paa én Gang optr? 1
* som fin Mand og som Aristofaniker. Man strander i
denne siubte Egenskab, ifald man sætter større Pris
paa de Andres Agtelse end paa Kunstens Triumf. Men hos
den virkelige Aristofaniker faar Poesien til Gengæld
et Omfang som aldrig hos den højtidelige Digter (en
Schiller eller en Hugo); den afspejler Menneskelivet
helt fra dets højeste til dets laveste Funktioner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
