Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXII. Gutzkow, Laube, Mundt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
556 Det unge
Tyskland
foretog han nogle Forandringer. Han hævede den
kvindelige Hovedfigur for at forøge Stoffets
Interesse. Judith er i Tragedien Uriel Acosta en
Andens Forlovede; Uriel er hendes Lærer. Men da
Rabbinerne i højtideligt Optog udtaler den skrækkelige
Forbandelse over ham, da Alle viger fra ham og han
bliver alene tilbage paa Skuepladsens ene Side,
medens Ordene lyder imod
ham :
Ve den Ven,
der i din Jammer Troskab dig bevarer! Aldrig i
Kærlighed et Kvindehjerte sig giver hen til dig,
saa skrider Judith tværs over Scenen og stiller sig
ved hans Side med det bekendte, skønne Udbrud, der
ender med Verset:
Elsket han er. Troer sandere Profeter!
Fra Novellen tog Gutzkow dernæst en Figur, som dér
neppe er antydet, og gjorde af den en uforglemmelig
Skikkelse, Dramaets ypperste og mest originale:
Rabbinernes Ældste, den 90aarige Ben Akiba. Denne
Olding har i Grunden kun én afgørende Replik, som han
atter og atter gentager til Uriel og til de Andre:
Det var Altsammen før.
Beundringsværdige Ord! Ben Akiba, det er Alderdommen,
som har set det Altsammen før, set Kirken anfægtet,
set Kirken sejre; set Tvivlerne og Kæmperne rejse
sig, ydmyges, slaas ned og dø. De Andre tror, at
Sligt er nyt; det er altsammen gammelt, det fører
ikke til noget. Ben Akiba, det er den dogmatiske
Konservatisme i Menneskeskikkelse, Erfaringen, der
ryster paa sit tunge Hoved. Hører Ungdommen paa ham,
er Selvopgivelse den uundgaaelige Følge.
Uriel lader sig overtale til at kalde tilbage. Han
gør det for sin Moders og Judiths Skyld. Han gamle,
blinde, troende Moder kommer til ham, og i en Scene,
der altid paa Teatret gør et dybt Indtryk, bevæger hun
ham blot ved sin stille Værdighed og store Kærlighed,
uden med et Ord at bønfalde ham om for hendes Skyld at
gøre noget Skridt - til at tilbagekalde og underkaste
sig den vanærende Straf. Ved at udsætte sig for
den haaber han at tage Stenen fra sin Moders Hjerte
og gøre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
