Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXIII. Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
585
Iøvrigt er Alt, hvad hun meddeler om sit Forhold til
Goethes Moder, om sin Iver for fra Moderens Læber at
samle Bidrag til Goethe’s Barndomslevned, der kunde
indlede Dichtang und Wahr-heit, og ligeledes hvad
hun fortæller om Beethoven og hendes Forhold til ham
i alt Væsenligt den rene Sandhed*).
Ingen, der i en ung Alder og med Sans for en digterisk
Begejstring har læst dette Værk af Bettina, vil
nogensinde glemme det Indtryk, han første Gang modtog
af denne Stil. Den har en Livskraft, en Kækhed, en
Finhed i Vildskaben, en rytmisk Strømmen og Klang, som
rent forbavser og henriver. Naar man kommer fra Rahels
sære Hieroglyfer, fra denne dunkle Billedskrift,
som man aner tusind Hemmeligheder i, men sjældent
forstaar tilfulde, fordi det levende Liv, som gav
Fortolkningen, er borte, saa er det vederkvægende
at tage sig et Bad i dette friske Væld af naiv
og indtagende Begejstring. Rahel er dybere og mere
virkelighedstro. Men Talentet er saa skøn en Ting. Det
gør saa godt. Man kan og maa holde det meget tilgode.
I disse Breve er Bettina 23-25 Aar gammel,
Goethe 58-60. Hendes Lidenskab er da ikke den
almenmenneskelige, som en ung Kvinde føler for en ung
Mand. Hun har levet i den under hele sin Opvækst,
den er en Arv fra hendes Moder, Maxe Bren tano,
af hvem Træk gik over til Werthers Charlotte. Hun
elsker Goethes Moder, som unge Kvinder altid elsker
den Elskedes Moder; hun er hende saa taknemmelig,
fordi hun har født ham - »hvorledes skulde jeg ellers
have lært ham at kende!* Sværmeriet for Sønnen faar
Udtryk i Breve til Moderen, saalænge indtil hun ser
ham første Gang og nu retter sine Breve til ham selv.
Fra hint første Favntag af betragter hun ham som
sin. Hun skriver til hans Moder: «Der gives en Maade
at besidde En paa, som Ingen kan gøre En stridig. Den
øver jeg paa Wolfgang. Ingen har kunnet det før
mig trods alle hans Kærlighedshistorier, hvorom du
har fortalt mig. Lidenskaben er den eneste Nøgle
til Verden; ved den lærer Aanden at kende og føle
Alt. Hvorledes skulde den ellers komme ind deri!>
En har sammenlignet disse Breve med rigt ladede
Skibe. Goethe er Ledestjernen paa alle deres Farter.
*) Briefe Goethe’s an Sophie von La Roche und Bettina
Brentano nebst dichterischen Beilagen. 1879.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
