Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXIII. Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
588 Det unge
Tyskland
Hun havde i 1831, da Koleraen rasede i Berlin,
uforfærdet taget sig af de Syge og Nødlidende. Idet
hun gik ud fra Berliner-Arbejdernes trykkende
Stilling, kom hun paa den Tanke, at hele Folket var
sygt og behøvede Hjælp. Frihed havde altid været hende
et Trolddomsord. Det gjaldt for hende blot om, at der
fra rette Sted lød et «Der vorde Lys U og Friheden
vilde aabenbare sig og alle Menneskehedens Følelser
og Drømmerier blive en eneste harmonisk klingende
Marsch med Folkenes Begejstring i Følge.
Hun skrev den Bog, hun med en beskeden Lignelse
tilegnede Kongen, i Samtaleform. Mest er det Goethes
Moder, der fører Ordet. Der er megen varm Følelse
i Bogen, er ogsaa samlet en Del Stof, som oplyser
den lavere Befolknings Nødstilstand, men der er for
liden politisk Indsigt deri til at man endnu i vore
Dage kan arbejde sig igennem Værket.
Hvor Forfatterinden naaer Højdepunktet, hedder det:
«Vort Tegn er Frihedens Fane; den udbreder Dagglans
midt i Tidernes Nat, dens Glans blænder og vil
være dem paa Strandbredderne en sand Skræk, medens
vi jubler og er glade.....Farer? Friheden kender
ingen Farer! For den er Alt muligt. Uvejret selv,
den vældigste af alle Storme, er Storadmiral paa vort
Barkskib!**)
Man begriber, at disse Toner ikke slog an ved
Datidens prøjsiske Hof. Bogen vakte Opsigt, men
tilintetgjorde Bettinas gode Forhold til Kongen. Da
den, som venteligt var, kun forøgede den politiske
Uvilje hos Befolkningen, blev hendes næste Bog
(om Clemens Brentano) beslaglagt under et Paaskud,
fordi man frygtede en Fortsættelse.
Allerede lang Tid forinden var Bettina imidlertid,
som alt berørt, blevet enstemmig hyldet af den yngre
Slægt. Man læse Gutzkows Skildring af sit første
Besøg hos hende, Mundts Fremstilling af hendes Væsen,
Kuhne’s digterisk beaandede Karakteristik. Ja selv
Robert Prutz, saa streng han er imod alle det unge
Tysklands Medlemmer og Forbilleder, indordner sig
blandt hendes Beundreres Tal. Bettinas Breve, siger
Prutz, er vel den gamle Romantiks sidste, glimrende
Opblussen, det knitrende, knaldende Fyrværkeri,
med hvilket Romantiken slutter sin yppige
*) Dies Bach gehort dem Konig. S. 531.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
