Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXVI. Politisk Lyrik, filosofisk Revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
638 Det unge
Tyskland
løb. Thi efter min Lære, som ikke kender til Guder,
derfor heller ikke paa Politikens Omraade til
Mirakler, men af hvilken De intet forstaar og som De
anniasser Dem at bedømme istedenfor at studere den,
efter denne Lære er Rum og Tid Grundbetingelser
for al Væren, al Tænken og Handlen. Ikke fordi det
manglede Parlamentet paa Troende, som man latterligt
har paastaaet i det bajerske Rigsraadskammer -
de Fleste var Guds-frygtige, og Vorherre tager dog
ogsaa Hensyn til Flertallet - men fordi det ingen
Steds- og Tidssans havde, derfor fik det Hele en saa
forsmædelig Ende»*).
Saa mange Udviklingsstadier Feuerbach under sin
stigende Virkelighedsinteresse har gennemløbet,
og saa meget der end med Rette kan siges om hans
Standpunkters Flerhed, er hans Hovedtanke, den der
er som Nøglen til Hvælvingen, paa hvilken det Hele
hviler, dog ligesaa simpel som stor. Og det er denne:
Mennesket kan ikke blive sig et Væsen bevidst, der
er højere end dets eget. Dersom Mennesket kunde blive
sig selv D: sit Væsen bevidst som endeligt ligeoverfor
et andet Væsen, der begrebes som uendeligt, saa vilde
Mennesket i sin Bevidsthed begrænse sit eget Væsen o:
fornegte det. Dets Bevidsthed vilde altsaa naa ud over
dets Væsen, men dette er umuligt; thi Bevidsthed er
kun Væsenets Selvbekræftelse.
Istedenfor som Hegel at sige: Menneskets Bevidsthed
om Gud er Guds Selvbevidsthed, nødes vi da til at
sige: Menneskets Bevidsthed om Gud er Menneskets
Selvbevidsthed; Religionen er Menneskets første
Selverkendelse, ad en Omvej.
Det indrømmes fra alle Sider, at Gud uundgaaeligt
maa bestemmes ved menneskelige Omsagnsord:
Gud er Kærlighed, Gud er Godhed, Viden, Magt
osv. Men Grundordet er jo kun det personliggjorte
Omsagn. Omsagnet er det Oprindelige. I Virkeligheden
er da Religionens Mening denne: Kærligheden er
guddommelig o: ubetinget værdifuld, tilbedelsesværdig;
Godhed, Viden, Magt er guddommelige.
Troen paa en Gud er da Troen paa det menneskelige
Væsen som Naturens Grundvæsen.
Religionens tilsyneladende Grundsætning er vel denne:
Jeg er Intet imod Gud; dens virkelige er denne: Alt
er Intet imod mig, Alt er Middel for mig. Ved Hjælp
af Bøn og Undere har
*) Wesen der Religion. S. VIL
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
