Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXVII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den revolutionære Poesi
645
som hun er. Hun har ingen Plet, hvor hendes banlyste
Hoved tør hvile. I en Vellystrus, siger hun, slumrer
nu paa Silke den, man i mit Sted har ophøjet og
som frækt lader sig kalde ved mit Navn, medens
jeg, den Ægtefødte, lig en Tiggerske maa skjule mit
Dronninge-Aasyn i Nattens Mørke. Vær du min Hovedpude,
du Sten! Paa Sten ligger jo ogsaa som dets Dronning
mit Folk.
Da ved Nattetid pludselig En raaber: Germania! svarer
paa én Gang Barselkonen i Huset og den fremmede Kvinde
ude paa Gaden. Og da Larm og Forvirring derved bryder
ud, saa Gendarmerne kommer til, bliver det undersøgt,
hvem af de to det er, der har tilegnet sig et fremmed
Navn. Visselig ikke jeg, til-raaber den Ubekendte
Hr. Fiffikus. Hun hævder, at det er ham, som har ranet
hendes Navn for at smykke sin Bolerskes frække Pande
dermed, og hun slutter: Skændsel over Jer begge! Jeg
alene er den virkelige, den rette Germania. - Kilian
kan ikke faa i sit Hoved, at hun, saa mager, saa
slank, skulde være den Rette. Trællene derimod føler
hendes Stemmes søde Klang trænge helt ind i deres
Hjerte. Diplomaten Fiffikus alene bevarer Fatningen:
Saa luk dog kun en Smule Jere Øjne op. I har kun
nødigt denne her og hin at se, saa er det øjensynligt,
hvem den Rette er. Hin klædt i Pjalter, denne i en
Silkedragt. Den ene mager, bleg af Sult, en Skygge
kun, selv Tiggerske til fattigt Tiggerfolk forvist;
den anden statelig og før og yndefuld i høje Herrers
ærefulde Selskab staar og, som I ser, med Livsfrugt
rigt velsignet er.
Paa denne Sammenligning mellem Rivalindens Herlighed
og hendes egen Fattigdom svarer den fremmede Kvinde
med Højhed:
Spot du mig kun! I mine Vunder lægge du de
blodbesudlede, tyvesmidige Fingre kun! og spyt
paa mine Pjalter, ros dig kun deraf, da Kvinde
jeg, landflygtig, fattig, hjemløs er, du véd det
allerbedst, hvis Haand mit Blod udgød og hvem der af
mit Hoved Kronen revet har.
. .......*...*... . i *
Du bygged hende et Palads, et Fængsel mig.
Af dine Bødler hun blev smigret, jeg forfulgt. -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
