Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den revolutionære Poesi
655
hendes Landsmand. Digtet An C .... a er et af
de skønneste, som udenfor Polen Samfølelsen med
Polakkerne har skabt. Hart-mann kan nu og da blive
vidtløftig og i Udtrykket altfor dagligdags. Men
hyppigst er hans Form fyndig, hans Stil dramatisk
og han har Evnen til uforglemmeligt at brænde et
Optrin ind i Læserens Sind. Man læse f. Eks. Digtet
Die Drei, om de tre Fordrevne, der mødes hos en
Pustavært paa en Slette i Ungarn og som i Nattens
Stilhed sidder tavse ved deres Vin, indtil En hæver
sit Glas og udraaber: For Fædrelandet! Den Første af
de Fremmede er Zigøjner, den Anden er Jøde, den Tredje
er Polak. Et Fædreland har Ingen af dem, og alle tre
sidder stumme ved deres Bægere efter Skaalen.
Lidenskabeligere endnu end Polen beklages Bøhmen,
«den stakkels Hjort, som forbløder sig dybt inde
i en Skov». Kun Musiken er levnet Bøhmerne, den
vækker ved sin Blidhed Medlidenhed med dem overalt,
den synger og sukker og smelter Hjerterne ved
sine hemmelighedsfulde Melodier. Paa denne første
Digtsamling allerede passer det Ord, sorn Digteren
har sagt om den følgende: Der er ingen Sang deri,
som ikke Friheden, den skønneste og ædleste af alle
Muser, har kysset paa Panden. Derfor allerede her det
aabne Had til Metternichs Østerrig, dette Østerrig^
som han senere i 1848 i sin Reimchronik des Pfaffen
Mauritius skulde stemple som Folkenes Bastille,
indenfor hvis Mure Dødens Tavshed hersker, alene
brudt af Lænkernes Raslen.
Den Opsigt, som Kalk og Sværd vakte, lukkede
Fædrelandet for Hartmann. Han havde forsyndet
sig mod Østerrigs Love allerede ved i Udlandet at
udgive et Skrift, der ikke havde været underkastet
Østerrigsk Censur, og vilde, hvis han vendte tilbage
fra Leipzig, hvor han nogen Tid havde opholdt sig
og var traadt i Forbindelse med Kunne og Laube,
udsætte sig for Fængsling allerede ved Grænsen. Men
han modstod ikke Lysten til at gense sin Moder, og
vandrende ad Snigveje naaede han sit Fødested. Han
ankom lykkeligt, men da hans Komme ikke kunde
holdes skjult i Landsbyen og en Forræder angav ham,
nødtes han efter faa Dages Forløb til at flygte ad en
Bagdør, netop som Gendarmerne trængte ind i Huset. I
Digtkransen Heimkehr und Flucht i Samlingen Zeitlosen,
hvor han har skildret dette ungdommelige Vovestykke,
har han i disse stolte Ord malt sit Væsen:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
