Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXIX. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Revolutionen
671
Tal var for stort, blev (ie anbragte paa aabne
Bræddevogne. Man smykkede disse Ligvogne og Baarerne
med Blomster, Baand og Tørklæder; ogsaa Ligene
pyntedes med Blomster; saa blev de baarne eller kørte
af Sted.
Foran Slottet, paa Slotspladsen, paa Schlossfreiheit
og i den saakaldte Lustgarten stod Mængden
tæt. Man vilde se Kongen. Han traadte bleg ud paa
Balkonen. Straks hørtes Raabene: Giv de Fangne fri! og
man af nødte ham Befalingen til at frigive de i
Slotskældrene indespærrede Fanger. Haardtsaarede blev
dernæst paa Baarer bragte ind i Slotssalene og plejede
der. Og nu begyndte Ligtogene at ankomme til Slottet
og Synet af dem satte Masserne i vild Bevægelse. Man
bar Ligene ind i de nedre Slotsrum, medens ude i
Folkeforsamlingen den ene Taler efter den anden lod
sig høre. Mest Tilslutning fandt Karl Gutzkow med
sin Tale, der udmundede i Løsenet «Folkevæbning!> De
nyudnævnte Ministre, der gik omkring iblandt Masserne
for at berolige dem, men ikke opnaaede deres Hensigt,
tøvede først med at indrømme Folkevæbningen, men
nødtes snart dertil. Thi et Optrin, som nu fandt
Sted foran Slottet, gjorde det umuligt at trodse
Befolkningens Ønsker:
Et nyt Ligtog naaede til Slottet. Paa blomstersmykkede
Baarer blev fire Lig baarne hen imod det; man havde
blottet de Dødes blodige Saar for ved Synet at
opflamme Tilskuerne til Hævn. Foran Kongens Altan
holdt Bærerne stille og fordrede med vilde Raab,
der fandt tusindfold Genklang: Kongen! Dronningen! -
Ministrene Schwerin og Arnim søgte forgæves at
tiltale Mængden; de afbrødes stadigt af Raabene:
Kongen! Dronningen!
Disse traadte da ud paa Altanen og Folkets Raseri
oversteg nu alle Skranker. Kongen vilde tale; men i
det samme løftede Ligbærerne deres blodige Byrde højt
op imod ham, og fra alle Sider lød Raabet: Hatten
af! Kongen maatte, hver Gang et Lig kom forbi, tage
Hatten dybt af*). Derfor hedder det i Frei-ligraths
mægtige Digt De Døde til de Levende fra det følgende
Skuffelsens Aar:
*) Des deutschen Volks Erhebung, S. 54.
Varnhagen: Tagebucher. Adolf Streckfuss:
Erinnerangen aus dem Jalire 1868. Der Zeitgeist
1889,
Nr. 51.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
