Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernest Renan
Ansigt med dets Udtryk af høj Forstand og anstrengt
Flid laa glat det lange, brune, ved Tindingerne
hvidlige Haar. Hans Person erindrede mig om en Sætning
af ham selv: Videnskaben er ikke adelig (La science
est roturieré).
l helt unge Aar havde jeg følt mig frastødt af
Renans Værker; han er overhovedet ingen Forfatter
for Ungdommen. Hans Jesu L/y, der først kom mig
i Hænde, er desuden maaske hans svageste Arbejde;
hans Følsomhed, en her undertiden paa forstyrrende
Maade fremtrædende Salvelse, denne sidste Levning
af en præstelig Opdragelse, alt det, der maatte
forekomme en Yngling enten blødagtigt eller
uægte, hindrede mig i retfærdig Vurdering af hans
store Forfatteregenskaber. Hint første Indtryk
havde senere tabt sig; den smukke Samling Etudes
cChistoire religieuse havde aabnet mine Øjne for den
næsten kvindelige Finfølelse hos ham, der kun for en
ungdommelig og endnu ikke smidig Aand som min eller
for en revolutionær og utaalmodig Ungdom som Italiens
i vore Dage kan tage sig ud som noget Umandigt, og
jeg fandt det ganske naturligt, at han, som man med
Rette har kaldt «den Sagtmodigste af de Dristige*,
ikke uden Vemod havde udtalt sig om sin Stilling som
Undtagelse: ^Den værste af de Kvaler, med hvilke
den Mand, der har kæmpet sig igennem til et Liv i
Tænkningen, bøder for sin særegne Stilling, er den,
at se sig udelukket af den store religiøse Familie,
der omslutter saa mange af Jordens bedste Sjæle,
og at blive betragtet som et fordærvet Menneske af
Væsener, med hvilke han helst vilde leve i aandelig
Forening. Man maa være meget sikker paa sig selv
for ikke at rystes, naar Kvinderne og Børnene folder
deres Hænder og siger til En: «0 tro som vib
Jeg havde dog taget ganske fejl i den Formodning, at
Noget af denne klagende Tone klang igennem i Renans
daglige Udtryks-maade. Grundtrækket i hans Tale var
en fuldstændig Aandsfrihed, det geniale Verdensbarns
storartede Flothed. Nerven i hans Ord var en saa
ubegrænset Foragt for Hoben, som jeg aldrig før havde
truffet hos Nogen, der hverken røbede Bitterhed eller
Menneskehad. Allerede den første Gang, jeg talte
med ham, førte han Samtalen hen paa den menneskelige
Dumhed;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
