Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Ernest Renan (1823–1892)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernest Renan
5
lian sagde, øjensynligt for at meddele den yngre
Kampfælle Sindsro under Livets kommende Storme: «De
fleste Mennesker er slet ikke Mennesker, men Aber»;
dog han sagde det uden Vrede. Géruzez’s Ord faldt
mig ind: «Den modne Alder foragter med Tolerance.*
Man sporer denne rolige Foragt i hans Fortaler;
i sin Afhandling om Lamennais har han formelig
givet dens Begrebsbestemmelse. Han skriver her:
«Der findes hos Lamennais altfor megen Vrede og
ikke nok Foragt. De literære Følger af denne Fejl
er meget alvorlige. Vreden medfører Deklamation,
Plumphed, ja ofte grove Ukvemsord. Foragten derimod
frembringer næsten altid en fin og værdig Stil. Vreden
trænger til at føle sig delt. Foragten er en fin
og gennemtrængende Vellyst, der ikke behøver Andres
Deltagelse; den er diskret, sig selv nok.»
Der var i Renans Maade at tale paa et vist Sving,
noget Livligt og Overstrømmende, som maa findes hos
Den, hvem Franskmændene skal betegne som indtagende
(charmant} i Omgang og Samtale, en Ros, der i Paris
stadig bliver Renan til Del. Af det Højtidelige,
som hans Stil ofte har, var der i hans mundlige Form
intet Spor. Han havde slet intet Præsteagtigt ved
sig og slet Intet af den Patos, man kunde vente at
finde hos en Martyr for den frie Tanke. Han indledede
gerne en Indvending med sit Yndlingsudbrud: For
Pokker! (Diable!’) og var saa langt fra at være bitter
eller klagende, at der snarere var noget Muntert ved
hans olympiske Ligevægt. Hvem der kendte de barnagtigt
hadefulde Angreb, for hvilke han fra de Rettroendes
Side daglig var udsat, og hvem der som jeg i Veuiliots
journalistiske Kres havde været Vidne til, hvorledes
man vaklede imellem det Enten-Eller, om Hængning eller
Skydning var den retfærdige Straf for hans Kætteri,
maatte naturligt komme til at spørge, om Renan ikke
havde døjet ret meget Ondt for sine Meninger. «Jeg!»
lød Svaret, «ikke det Ringeste. Jeg omgaas ingen
Katoliker, jeg kender i Alt kun én; vi har nemlig én
i Académie des inscriptions og han og jeg er meget
gode Venner. De Prækener, der holdes imod mig, hører
jeg ikke; de Flyveskrifter, der skrives imod mig,
læser jeg ikke. Hvad Skade skulde de da gøre mig?»
Efter Renans Anskuelse vilde de troende Katoliker i
Frankrig udgøre omtrent en Femtedel af Befolkningen,
og han mente, at disse var langt mere fanatiske end
de rettroende Katoliker andensteds, fordi Katolicismen
i Spanien og Italien næsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
