Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Hippolyte Taine (1828–1893)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58 Hippolyte
Taine
Men hvad saa? Naar Resultatet er idel Skønhed
og Klarhed, Billeder, der brænder sig ind i
ens Erindring for alle Tider, og en Rigdom paa
Melodi, der forholder sig til Vellyden hos Renan,
som Beethoven forholder sig til Haydn! Og hertil
kommer en ganske anden Selvbeherskelse end Renan’s,
en overlegen Stolthed. Aldrig et følsomt, aldrig et
fortroligt Ord til Læseren. Sentimentalitet er ganske
udelukket og Deltagelse frabedes.
Taine var lige saa sandhedskærlig som skønhedskærlig;
og han kunde være det, fordi han saa ganske havde
sig selv i Tømme; i mundlig Samtale var han altid
modererende, dæmpende, besjælet af en Lidenskab for
Retfærdighed i Omdømmet, som saa han for sig selve
Retfærdighedens Vægt og agtede paa, at dens Tunge
stod lige.
Han elskede de store Grundlinjer i Alt. Hans dybeste
Hang var Hanget til at simplificere.
Taine er som Kritiker Sainte-Beuves store
Efterfølger og Modsætning; thi han er helt igennem
Systemets og Symmetriens Mand. Han overtog Arven
efter Sainte-Beuve og a.agrede med sit Pund. Alle
Forgængerens Grundtanker blev hos ham videnskabeligt
nøjagtige og bragte i streng Sammenhæng. Han har
for at raade Bod paa det Personlige i den literære
Kritik stræbt at give den et urokkeligt Grundlag
ved Naturvidenskabernes Metode - det er den modsatte
Bestræbelse af Tyskernes paa Schel-lings og Hegels
Tid, da rnan anlagde Aandsvidenskabens Metode paa
Naturstudiet.
Ligesom Taine fører Kunstværket tilbage til
Kunstneren som Værkets Ophav, saaledes fører han atter
Kunstnerens Egenskaber ogJF’ærdigheder tilbage til
en herskende Evne. Han gaar ud fra, at et Menneskes
Evner ikke mindre end en Plantes Organer maa afhænge
af hverandre. Han tænker sig, at der hos hver
Kunstner findes en herskende Evne, der frembringer
Alt, hvad han yder, omtrent som der i Kuglen gives
en Halvkres, der frembringer den, naar den drejes
om sin Akse, eller som der i Cylinderen gives en
Rektangel, der frembringer den, naar den drejes
om sin Side. Han har med sin kritiske Sans udhævet
de væsenlige Egenskaber hos en Mængde Forfattere og
bildende Kunstnere. Desværre havde han ikke herskende
Egenskaber nok til de mange Personligheder. Han blev
tvunget til at betegne saa forskellige Aander som
Titus Livius og Victor Cousin som Talere, og hos dem
begge skulde den oratoriske Evne forklare Alt. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
