Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Hippolyte Taine (1828–1893)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 Hippolyte
Taine
til sig. Denne Enkelte finder beslægtede Aander,
og saaledes dannes en Gruppe, en Skole. Literaturens
og Kunstens Værker udtrykker oprindeligt kun deres
Ophavsmænds Aandsliv, derefter tillige deres, paa
hvem disse Værker virker. Men den første Bevægelse
udgaar altid fra den store Personlighed.
Fuldt troende Tilhængere har derfor Taines Teorier
neppe mere i vore Dage. Heldigvis har han i sine
Hovedværkers Enkeltheder som i sine mindre Arbejder
ladet disse hans Læresætninger komme saa lidt til
Syne, at man kan nyde og beundre hans Skrifter uden
nogetsomhelst Forbehpld/
Der var imidlertid en vis Dobbelthed i hans Væsen.
Som Aand var han et Væsen fra Renæssancetidens Dage,
ikke smidig, men dristig og rig, fuld af Kærlighed til
al stor Kraft og al udpræget Lidenskab, desuden dybt
poetisk og uden Sky for det Angrebne og Syge, uden
hvilket den moderne Tid neppe kender egenlig Poesi,
en Sværmer for Alfred de Musset og Heinrich Heine.
Som Menneske var han i høj Grad borgerlig (range,
nniver-sitairé), havde aldrig ladet sin Fantasi spille
sin Fornuft noget Puds, havde aldrig begaaet nogen
Dumhed og aldrig nogen paafaldende Handling. Han saa
med en vis Forundring og Beklagelse paa de Aander,
der lod deres Poesi løbe løbsk med dem i deres
personlige Liv. Han havde forholdsvis sildigt lært
Verden, som den er, at kende, og Indtrykket havde
været overvældende af Væmmelse. Aldrig følte han sig
tiltrukken af Paris’s Fristelser. Ganske vist kom
han en Tid lang i sin Ungdom allevegne, ogsaa hos
Kokotterne og de store Kurtisaner. «Jeg saa paa dem
som paa Ligene i Hospitalets Sektionssah, plejede
han at sige. Han levede som en Lærd og en Filosof.
Denne ejendommelige Dobbelthed hos ham fik for det
store Publikum et Udslag i hans Revolutionshistorie.
Det var Patrioten i ham. som lagde Planen til han
sidste store Værk. Efter Sammenbruddet i 1870
besluttede han at være sit Land saa nyttig som
muligt.
Han gav sig til at studere den gamle Statsorden,
Revolutionen, Napoleonstiden.
Hans Stilling var dengang den: Han havde lige oplevet
Kommunens Vildskaber og saa Revolutionen gennem
Skæret fra Kommunens Brande. Han blev tiltrods for
sin Uvilje mod Kejserdømmet som Ven af Prins Napoleon
og Prinsesse Mathilde be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
