Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 Gustave
Flaubert
den saa fjernt som Shakespeare og Racine. De var
«beundrings-værdige og ærværdige Levninger af en
Tid, der var stor og nu er forbb. Hans Ven Sarcey
skrev ikke længe efter i Figaro hin af Banville,
de store Romantikeres Lærling, meget besungne og
spottede Artikel, som løb ud i de Ord: «Fremad,
mine Venner! Ned med Romantiken! Leve Voltaire og
Normalskolen!»*)
I den dramatiske Poesi syntes Modstanden mod
Romantiken strandet med den lille ufrugtbare Skole,
der kaldtes tlen sunde Fornufts; Ponsard og hans
Aandsbeslægtede havde ingenlunde kunnet holde hvad man
havde lovet sig af dem**). Men nyere virkelighedstro
Dramatikere sluttede sig netop paa dette Tidspunkt til
dem. Augier, der havde tilegnet Ponsard sine første
Digte og der fra Begyndelsen af havde fulgt denjaes
borgerlig følsomme Retning, betraadte i 1855 en ny
Bane, gav sig ind paa den livfulde Skildring af den
umiddelbare Fortid. Den dristige, drøjere Dumas havde
netop vist ham Vejen, og hos denne begynder trods al
hans Pietet for det Slægtled, som hans Fader tilhørte,
den ligefremme og træffende Spot over de romantiske
Idealer; man se de Nanjac’s Rolle i Le Demi-monde,
de Mon-tégre’s i Uami des femmes. Det Ord, som
Montégre i sin Forvirring over de Ryons’ Overlegenhed
alene finder at svare med: «De er Fysiolog* var i
Virkeligheden det eneste Svar, som den ældre Slægt
havde at stille op mod den yngres Kritik.
Augier er født 1820, Dumas 1824, Sarcey og Taine 1828,
Fru Bovary’s Digter, der saa Lyset i 1821, havde
øjensynlig Beslægtede blandt sine Samtidige. Han var
forskellig fra dem ved sin hemmelige, urokkelige
Troskab mod den forrige Slægts Idealer. Men han
gjorde Angrebet paa disse Idealers Karikaturer saa
hensynsløst med, at man uden videre henregnede ham
til den Gruppe, der vilde Romantikerne tillivs.
Og dog erindrede han ved sin Haardhed og Kulde
næsten endnu mere om den i det forrige Slægtled
enestaaende Mérimée, syntes Mange blot en tungere,
bredere Mérimée. Thi hvad man
*BTra*Wrø*’W*T*18WW
først lagde Mærke til hos ham, det var den
koldblodige Digter, og disse to Bestemmelser:
koldblodig og Digter hos Mérimée ikke udelukket
hinanden.
*) Man se Th. de Banyille’s Odes funambulesques:
Villanelle des pauvres housseurs og to Trioletter.
**) Se ovenfor Saml Skr. VI, 308-310.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
