Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustave Flaubert
69
En nærmere Undersøgelse vilde dog have vist,
at Mérimées Koldblodighed var artsforskellig fra
Flauberts.
Mérimée behandlede romantiske Æmner i en
urooaanti^k^Jtøri og Snap Stil. Hans Tone og
hans Stil stemmede overens; thi
W«Rlipia>P»«rfm*lW»WWW!f^tiW’**’ai1’’SvwJli:
i"*!’1 K’W.W1-""" .
\*f
t
Tonen var ironisk og Stilen billedløs og kold. Med
Stil og Tone stod saa Æmnets Vildhed og barbariske
Lidenskabelighed i Strid.
stemte ^Sfi55i 98
... Han fremstillede det Tomme og Taabelige med
uendeligt over-
legen Ironi. Me,n med Æmne og Tone, stod Stilen i
Strid. Den var ikke som hos Mérimée forstandig og
mager, nej den var farvestraalende og harmonisk; han
rystede dens guldvirkede Slør ud over alt det Dumme
og Triste, han fortalte. Stilen indeholdt tusind
melodiske Hemmeligheder. Den ironiserede over den
menneskelige Svaghed og Taabelighed til Orgelmusik
Medens Kirurgen i Teksten flaaede og flængede uden
at fortrække en Mine i sit Ansigt, uden blot en
eneste Gang at lægge Deltagelse for Dagen eller ryste
paa Haanden, hulkede en skønhedselskende Lyriker i
den ledsagende Musik. Tog man en saadan Side for
sig, paa hvilken en Landsbyapoteker foredrog sit
halvvidenskabelige Vrøvl, eller paa hvilken der
skildredes en Tur i en Postvogn eller be-skreves en
gammel Kasket, saa var den stilistisk betragtet ved
Udtrykkenes Friskhed og Sætningernes solide Bygning
haard, farverig og varig som et Mosaikmaleri. Saa
fast var hvert Afsnit sammenskrevet, at man ligesom
ikke kunde tage to Ord bort noget Steds uden at
rytmisk talt den hele Side faldt sammen. Billedernes
fine Sikkerhed, Ordenes Velklang og Malmklang,
Prosarytmernes rullende Bredde gav det Sagte en
forbavsende, snart malerisk, snart komisk Kraft.
Der var øjensynlig i hans Natur en ejendommelig
Dobbelthed, to Elementer, der fuldstændiggjorde
hinanden: Et brændende Had til Dumhed og en ubegrænset
Kærlighed til Kunst.
Hint Had følte sig, som ikke sjældent Hadet,
uimodstaae-Ijgt tiltrukket af sin Genstand. Dumheden
i alle dens Former som Taabelighed, som Overtro,
som Indbildskhed og Spidsborgerlighed tiltrak ham
magnetisk, betog ham, beaandede ham. Han maatte udmale
den Træk for Træk, fandt den morsom i og for sig,
selv hvor andre ikke kunde finde den underholdende
eller komisk.
Han anlagde formelige Samlinger af Dumheder,
meningsløse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
