Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 Gustave
Flaubert
Blodguder og Grækenlands Skønhedsguder. Alle farer
de forbi, for parvis med Klageskrig at slaa deres
Kolbøtte ned i det store Intet. Han ser Guder, der
falder i Afmagt, andre, der hvirvles bort, atter
andre, der bliver knuste, sønderrevne, styrtede ned i
et dybt, sort Hul, Guder, der opløser sig i Luft og
dræber sig selv. Blandt dem rager Buddha i Vejret,
der i Alt hvad han fortæller om sig selv. røber den
uhj’ggeligstc Lighed med Frelseren. Tilsidst gør
Crepitus, hin romerske Fordøjelsesgud, og J ahve,
Hærskarernes Gud, der brændte Sodoma og druknede
Farao, Springet ned i Afgrunden.
Saa indtræder en forfærdelig Stilhed, en dyb Nat.
«De er alle borte,» siger Antonius.
«Jeg er tilbage*, svarer en Stemme.
Og Hilarion staar for ham, endnu langt større,
forklaret, skøn som en Erkeengel, lysende som en Sol
og saa stor, at Antonius maa lægge Hovedet tilbage
for at se ham.
«Hvem er du?»
Hilarion svarer: «Mit Rige er af samme Omfang som
Verden og min Attraa har ingen Grænse. Jeg gaar stedse
fremad, befriende Aander og vejende Verdener, uden
Had, uden Frygt, uden Medlidenhed, uden Kærlighed og
uden Gud. Man kalder mig Videnskaben.»
Antonius farer tilbage: «Du er snarere Djævelen.»
«Vil du se ham?» En Hestefod viser sig, Djævelen
tager ham paa sine Horn og bærer ham gennem
Himmelrummet midt igennem den moderne Videnskabs
Himmel, hvor Kloderne er talrige som Støvgran. Og
Firmamentet udvider sig med Antonius’ Tanke. Højere,
højere! raaber han. Uendeligheden aabenbarer sig
for hans Blik. Ængstelig spørger han Djævelen
ud om Gud. Denne svarer ham med nye Spørgsmaal,
med Tvivl. «Hvad du kalder Form, er maaske kun en
Vildfarelse af dine Sanser, hvad du kalder Stof, kun
en Indbildning af din Tanke. Hvem véd, om ikke Verden
er en evig Strøm af Begivenheder og Ting, Skinnet det
eneste Sande, Indbildningen den eneste Virkelighed!*
«Tilbed mig!> brøler Djævelen saa pludselig, «og
forband det Blændværk, du har kaldt Gud !> Han
forsvinder og Antonius vaagner, liggende paa Ryggen
paa Bjergets Rand.
Men hans Tænder klaprer, han er syg, han har hverken
Brød eller Vand mere i Hytten, og Synsvildelserne
begynder paany. Han fortaber sig i Vrimlen af alle
Fabelverdenens Dyr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
