Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustave Flaubert
97
alle Jordens fantastiske Uhyrer. Han befinder sig
paa en Kyst mellem Havets og Landjordens Beboere af
Dyre- og Planteriget; men han kan ikke mere skelne
Planter og Dyr fra hinanden; Slyngplanterne ruller
sig i Vejret som Slanger; han forveksler Planternes
og Stenenes Verden med Menneskeverdenen; Græskarrene
ser ud som Bryster; det babyloniske Træ Dedaim bærer
Menneskehoveder som Frugt; Kiselstenene ligner
Hjerneskaller, Diamanterne glimrer som Øjne. Han
føler den panteistiske Længsel efter Sammensmeltning
med Alnaturen, og dette er hans sidste vilde Udraab:
«Jeg har Lyst til at flyve, svømme, gø, brøle,
hyle. Jeg gad have -Vinger, et Skælpanser, en Skal,
en Snabel, vride min Krop, dele mig, være i Alt,
strømme ud som en Lugt, udfolde mig som en Plante,
løbe som Vand, klinge som Lyd, glimre som Lys, skjule
mig under alle Former, gennemtrænge hvert Atom!»
Natten er forbi. Det var kun et nyt Mareridt. Solen
stiger og i selve dens Skive Straaler Kristi
Aasyn. ’.- Saa den sidste stilfærdige Ironi: Antonius
gør Korsets Tegn og begynder paany sin ved Synerne
afbrudte Bøn.
I dette Digt har man Flaubert med hans tunge Blod,
hans mørke Fantasi, hans Lærdom, der stejlt paatrænger
sig Læseren, og hnns Hang til at jævne gamle og nye
Indbildninger, gammel og ny Tro og Overtro. Hans
Naturs grove Voldsomhed viser sig, hvor han indskyder
Crepitus umiddelbart før Jahve. At han valgte Sagnet
om den hellige Antonius for at lette sit Hjerte og
sige Menneskeheden bitre Sandheder, beror paa, at
han i dette Stof fandt den Oldtid og det Østerland,
som han elskede. Han kunde her benytte Ægyptens
Landskaber og store Byer som Baggrund, ødsle med
lysende Farver og Kæmpeformer. Og her malte han ikke
mere et Samfunds, men en Verdens Vanmagt og Dumhed;
her viste han - ganske upersonligt - Menneskeheden,
hvorledes den i hver Time af sit Liv havde vadet
til op over Anklerne i Skarn og Blod, og pegede hen
paa Videnskaben, der skyes og foragtes som Djævelen,
som til den eneste Frelse.
Grundtanken var ligesaa stor som ny. Men desværre -
Udførelsen staar ingenlunde i Højde med Planen. Bogen
trykkes til Jorden af sin Stofmasse. Det er intet
poetisk Værk, halvt en Fremstilling af Gudernes
Oprindelse (Teogoni), halvt et Stykke Kirkehistorie,
og alt dette er givet i Form af en Vanviddets Psyko-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
