Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106 Edmond og Jules de
Goncourt
af franske Tegninger fra det attende Aarhundrede,
som overhovedet eksisterer. De priste disse Kunstnere,
da Fordommene mod dem i Frankrig selv var saa mægtige,
at de store Kunsttidsskrifters Bibliografer vægrede
sig ved at anføre Navnene -paa Brødrenes Bøger om
dem. Jeg ser i deres Begejstring for denne yndefulde
og kokette Kunst, som David og hans Elever fortrængte,
en Ytring af den store historiske Reaktion til Gunst
for det 18de Aarhundrede, der omkring Midten af
det nærværende begynder i næsten alle Lande. Hvad
der især havde stemt de ældre franske Digtere og
Forfattere fjendtligt mod det forrige Aarhundrede,
var dets forstandsdyrkende Poesis Farveløshed og
dets Tankers Hang til at negte. Brødrene Goncourt
opfattede den forgangne Tidsalder ikke fra den
ideelle, men fra den billedlige Side og fandt dens
Poesi i dens Kunst. Dristigt og rigtigt skrev de:
Det 18de Aarhundredes store Digter hedder Watteau.
Dog Studiet af Kunsten var dem kun et Udgangspunkt
for deres Forsken. De havde Taalmodighed og
Arbejdskraft nok til at raadspørge alle Tegn og
Efterladenskaber, de vilde behandle. De læste
Historier, Livserindringer, Skuespil, Romaner,
komiske Poesier. De genneråbladede Flyveskrifter,
Smædedigte, Pamfletter, Aviser. De gik fra det
Trykte til det Utrykte, de blev Autografsamlere for
i Brevet, der jo kun er bestemt for Adressaten,
og i Dagbogsoptegnelsen, der overhovedet ikke
er bestemt for noget fremmed Øje, at finde sand
Aabenhjertighed og det hemmelige, inderste Liv,
der sædvanlig unddrager sig Historieskriverens
Blik. De fulgte heri ubevidst det filologiske,
antifilosofiske Hang i Samtidens historiske
Forskning. Dog Billeder, Bøger og Breve var dem
ikke nok. De granskede endnu Tidsalderens Broncer,
Møbler, vekslende Moder, Broderier og Pynt, for i
Stedet for Tidens Legende eller Heltedigt at give
virkelig Kulturhistorie. Af denne Masse Vidnesbyrd,
af tredive tusind Flyveskrifter, to tusind Dagblade,
Hundreder af udvalgte Tegninger af alle Mestre og
Skoler, sædvanligvis de bedste af hver Mester, hvilke
de selv besad, har de destilleret deres historiske
Værker. Da de kun vilde forelægge, hvad der var Nyt,
Ubekendt, ikke tidligere udgivet, saa har de holdt
sig fjernt fra Alt, hvad der tilforn var sagt; inen
de har ikke i samme Grad undgaaet den Fare at medtage
altfor mange, uoverskuelige Smaatræk. Deres Værk over
Kvinden i det 18de Aarhundrede, deres Skildringer af
Sædernes Tilstand under Revolutionen og Direktoriet
er Guldgruber. Det glimrer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
