Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edmond og Jules de Goncourt
109
Indflydelser alene, Skridt for Skridt bliver bragt til
at ændre sine Overbevisninger, sin Tænkemaade, sit
hele Væsen for at dø som fanatisk Katolikinde. Naar
man betragter Bogens Begyndelse og Slutning,
synes det En næsten umuligt, at Forfatterne kan
gøre denne en betydelig Kvindesjæls tilbageløbende
Udviklingshistorie troværdig. Men alle Vejens tusinde
Skridt er antydede, ethvert Overgangstrin og enhver
Afskygning træder tydeligt frem, Kvindehjertet
ligger med alle sine Fibre aabent for os. Saa
simpel Genstanden er, saa sammensat er, uden at
den almindelige Læser mærker det, Digternes Viden
og Kunnen, deres Fremgangsmaade. Det er lærerigt
at sammenligne en Omvendelseshistorie som den her
fremstille med virkelige Omvendelseshistorier som
dem, der fandt Sted i Romantikens Tyskland. Man
sammenholde f. Eks. med Madame Gervaisais Samlingen
af Dorothea Veits Breve. Disse Breves Forfatterinde,
Filosofen Men-delssohns Datter, Fr. Schlegels Hustru,
var som bekendt i sin Ungdom Forstandstroende og
gik som moden Kvinde over til Katolicismen. Man
ser hende i Brevene paa begge Udviklingstrin, men
Mellemleddene, som vilde være det egenlig lærerige,
fattes. Brødrene Goncourt har gjort sig Arbejdet
dobbelt vanskeligt, fordi de ikke lader Omvendelsen
foregaa i Kraft af en historisk Bevægelse, der
griber det enkelte Menneske og ligesom smitter det,
saa det Indgribende, der navnlig forklarer Dorothea
Veits Omvendelse, fattes. Paa den anden Side har de
rigtignok for saa vidt gjort sig Arbejdet lettere,
som de neppe var i Stand til at skildre en saadan
sjælelig Farsot. Deres digteriske Sjælegranskning og
Indsigt gælder udelukkende den enkelte Sjæl.
Deres Romaners afgjorte Særegenhed beroer paa,
at de, som Poesien aldrig før har gjort det, maler
det moderne Menneskes Nerveliv, især Kvindens og
Kunstnerens, d. v. s. de to i nervøs Henseende finest
udviklede Væsners, som overhovedet gives. Og naar man
her siger Nerveliv, saa siger man omtrent Nervesygdom
eller dog en sygelig Tilstand af Nervesystemet. Det
er ikke disse Forfatteres Sag at fremstille den
ubrudte Kraft, den lirskaarne Sundhed. Det vilde
imidlertid være ligesaa pedantisk at bebrejde dem
dette som urimeligt at rose dem derfor. Det gælder
kun om at bestemme deres Særmærke. Og deres Omraade
er ikke ringe, især nu til Dags, hvor ogsaa udenfor de
højere Klasser det animalske Liv er blevet saa stærkt
trængt tilbage af det nervøse. De har forstaaet deres
Samtidiges uregel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
