Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110 Edmond og Jules de
Goncourt
rette Nerveliv og gengivet det med en brændende
Sandhedskærlighed.
Dertil udfordredes en Finfølelse, der aldrig før er
fremtraadt saa udviklet i Literaturen. Skildringerne
af Nervetilstandene har Brødrene maattet give paa
Grundlag af Selvstudium, de har maattet oprive deres
eget Nerveliv for at naa til denne Lydhørhed for
Andres Tilstande.
Men at de naaede denne Højde, det beror vistnok
dybest paa at de var to, o: paa deres Samarbejdes
enestaaende Art De var aandeligt Tvillinger, der
tænkte med to Hjerner, følte med to Hjerter. Man har
jo tit nok før set det saakaldte Med-arbejderskab
i den skønne Literatur. Gode Venner, gode Hoveder
har især i Frankrig hyppigt slaaet sig sammen om
at istandbringe et eller andet Kunstværk eller
Kunststykke, en Dumas’sk Roman eller et Scribe’sk
Lystspil. De har indviet deres Samarbejden ved en
god Frokost, bar talt om Ideen mellem Osten og Pæren,
har hver for sig skrevet sit Kapitel eller sin Akt,
har sat det Skrevne sammen og har saa skiltes ad
for senere hver for sig at lade Publikum forstaa,
at ikke den Anden, Alexander, men han selv, Emil,
var at anse for den egenlige Forfatter.
Ikke blot har ingen af Brødrene nogensinde gjort det
svageste Forsøg paa at rive Hoved-Andelen i det fælles
Livsværk til sig eller paa nogen som helst Maade
opløse Firmaet, men Formen af deres Samarbejden lader
sig ikke sammenligne med nogen anden. De lukkede sig,
naar de vilde skrive, inde i tre til fire Dage, uden
at se en levende Sjæl. Kun i en klosterlig Stilhed
og Ensomhed kunde de forme Skikkelser og give det
Opdigtede Virkelighedens Præg.
Hvorledes de egenlig bar sig ad med at komponere
og skrive i Fællesskab, har dog længe været mig en
Gaade. Edmond de Goncourt har løst mig den i et Brev:
<Saasnart vi,» skriver han, «var enige om Planen,
snakkede vi en Time eller to om det Afsnit eller
rettere det Stj^kke, der nu skulde skrives, og vi
skrev det da hver for sig i to adskilte Værelser;
saa forelæste vi hinanden det Skrevne, og enten
valgte vi uden nogen Drøftelse det bedste Stykke,
eller vi dannede en Sammensætning af det, der i de to
skrevne Kompositioner var mindst ufuldkomment. Men
selv naar det ene af de to Forsøg blev fuldstændig
ofret, var der dog altid i Stykkets sidste Fuld-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
