Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edmond og Jules de Goncourt
119
Dødsstund vækker Philoménes hele aandige Lidenskab
paany og foranlediger hende til ualmindelige Skridt.
Foruden disse blide og stille Bøger har Brødrene ogsaa
skrevet andre mere bevægede og skikkelserige Romaner,
fulde af broget Liv og broget Vid, Charles Demailly,
der skildrer det literære Liv, og Manette Salomon,
der skildrer Kunstnerlivet i Paris. Den første af
disse Bøger, Brødrenes ældste Forsøg i Romanfaget,
er et noget overlæsset Arbejde, jager i Samtalerne
for meget efter Aandrighed og har for mange og altfor
utydeligt tegnede Bipersoner. De fleste synes at være
Portræter - jeg har genkendt Th. Gautier, Gustave
Flaubert, Paul de Saint-Victor og Th. de Banville
- men netop denne Omstændighed har forringet deres
Anskuelighed for en fremmed Læser. De er ikke tegnede
færdigt. Helten i Charles Demailly er en Forfatter
og Helten i Manette Salomon en Maler, der begge gaar
tilgrunde i det ægteskabelige Samliv med en Kvinde,
der ikke forstaar dem; det er Lidelseshistorier. Hvem
det morer at se én og samme Situation behandlet
af en romansk og en germansk Digter, hist tragisk,
her halvt spøgende, bør med disse Bøger sammenligne
Jean Pauls geniale Fattig advokaten Siebenkås’es
Ægtestand, Død og Bryllup. Manette Salomon er en
langt modnere og saftrigere Frugt af Brødrenes
Talent end Charles Demailly, den er i Frankrig
og fortjener andensteds at være en Yndlingsbog
for Malere. Mesterligt er Modsætningen mellem den
akademiske Salonkunstner og den virkelige koloristiske
Begavelse fremstillet. Ogsaa overfor denne Bog vil
Yndere af sammenlignende Studier have Nydelse ved at
sammenligne en af dens Hovedfigurer med Hovedfiguren
i et germansk Digterværk af Rang. Den geniale
Kunstnervagabond Anatole har mange Træk, der minder om
Helten i Gottfried Kellers Roman Den grønne Henrik.
Det Spørgsmaal, som Forfatterne i Charles Demaillg
og Manette Salomon har stræbt at løse, er det samme,
som Edmond atter har optaget i sin nys udgivne,
iøvrigt ringere Roman La Faustin, nemlig dette:
Hvorledes opstaar et Kunstværk, en Bog, et Maleri,
en Rolle? Hvorledes tilegner en Kunstners Nervesystem
sig Omverdenen, og hvorledes frembringer det af sine
Indtryk Kunstværker? De nævnte Romaner besvarer dette
Spørgsmaal for Skribentens, Malerens og den tragiske
Skuespillerindes Vedkommende. De stiller endnu
et andet: For hvilke Forstyrrelser er Kunstnerens
Nervesystem i sit Forhold til Omverdenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
