Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Edmond de Goncourt (1822–1896) og Jules de Goncourt (1830–1870)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edmond og Jules de Goncourt
123
Fortræffeligt har Edmond her i et Sindbillede betegnet
sit eget Talents Ejendommelighed, naar han siger:
«Giannis Hænder var, selv naar han hvilte sig,
uophørligt sysselsatte ... de greb enhver Genstand,
der var dem nær, stillede Tingene paa Hovedet,
skraat, paa et eller andet Punkt af deres Overflade,
hvorpaa de fornuftigvis ikke kunde holde sig, idet han
forgæves stræbte at holde dem i Ligevægt mer end et
Øjeblik. Altid arbejdede disse Hænder Tyngdeloven imod
.... Ofte kunde han i Timevis dreje og vende et Møbel,
en Stol, et Bord i alle Retninger med en stum Spørgen,
saa nysgerrig og saa udholdende, at hans lille Broder
tilsidst sagde til ham:
Hvad vil du dog dermed, Gianni?
Jeg søger, svarede han.»
Han søgte hint Nye, som Edmond altid havde stræbt
mod i sin Kunst. Øjensynlig har, trods det enige
Samarbejde, den ældre Broder været den egenlig
kunstneriske Eksperimentator; den yngre har havt sin
Styrke i Udførelsens Liv og Glans.
VI
Hvis min Læser med mig vil træde ind i det lille Hus
Nr. 53 Boulevard Montmorency, saa vandrer vi først
gennem en med rødt og hvidt Marmor belagt Forsal,
i hvilken ypperlige japanske Broderier skinner
i pragtfulde Farver fra Væggene; vi betragter
i Værelserne Mesterværkerne fra det franske 18de
Aarhundrede og Skattene fra Japan, hint yderste Østen,
hvis Kunstindustri Husets Ejermand agter saa højt,
og som han ejendommeligt nok, men efter de bedste
Kenderes Mening med Urette, antager for højest
udviklet i det samme 18de Aarhundrede.
Vi søger ham maaske forgæves i Huset selv; men i
Haven staar en statelig, netop GOaarig, hvidhaaret
Mand bøjet over sine Blomster. Han elsker sin Have, og
som en ægte Franskmand, en ægte Landsmand af Candide,
er han endt med at dyrke sin Have. Haven var, da han
købte den, fuld af sædvanlige, borgerlige Planter. Men
han ynder ikke det Sædvanlige og det Borgerlige. Han
har kun ladet de store, prægtige Træer staa og har
erstattet hine Hverdagsplanter med sjældne Vækster,
thi, som han naivt og betegnende udtrykker sig:
«det Sjældne er
næsten altid det Skønne*. Han har dannet sig en
malerisk Have,
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
