Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Alphonse Daudet (1840–1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alphonse Daudet
133
somme er godt nok, men vind Kraft, bliv Mand, frigør
dig fra al Sentimentalitet i din Kunst! saa at vi ser
de Skrivende en efter en, først Feuillet, saa Daudet,
senere en Tid lang Bourget, aflægge deres Følsomhed,
der i Frankrig altid opfattes som Behagesyge.
Daudet steg fra Følsomhed til en saa mandig Alvor
som den i Naboben eller Sappho. Naboben er ved
hele sit Anlæg en af hans rigeste, mest omfattende
og mest dybtgaaende Bøger. Daudet havde været
Hertugen af Morny’s Sekretær og Yndling; han
havde som saadan havt Lejlighed til at opnaa et
ualmindeligt Indblik i Personligheder og Forhold,
som de færreste Forfattere endog i Frankrig har
Anledning til at studere paa første Haand. Romanen
viser, hvorledes han har set, forstaaet og følt. Der
er her Partier af aller højeste Rang: Afventningen af
Bey’ens Ankomst paa Nabobens Slot, Mora’s (o: Morny’s)
Død. Felicias’ frugtesløse Forsøg paa at undgaa Mora’s
Ligfølge. Alle de ejendommelige Partier af Romanen er
uforlignelige, de uskyldige og de om Dickens mindende
er svage. Hertugen af Moras Død griber stærkt: den
stilfulde Aristokrats modige Holdning overfor det
sig nærmende Uundgaaelige, Rædselen hos Omgivelserne
over at miste en saadan Beskytter, Lakajens Tiggeri
om Penge af den Døende, Monpavons Tavshed om hans
nærfore-staaende Ruin overfor denne Rovbegærlighed,
Forlegenheden med de kompromitterende Papirer, især
Kærlighedsbrevene, som det ikke er muligt at brænde,
da Kaminerne er kolde og lukkede, og som man gaar
med fra Værelse til Værelse, til man ender indenfor
en lav lille Dør, hvor man giver sig til at pumpe dem
bort. Alle disse duftende, guldrandede, med pyntelige
Forbogstaver og Kroner smykkede Billetter, der ømme
og hede, som tie er, vandrer ned i Kloakerne - der er
en stærkere Moraliseren heri end i nogen Forelæsning
om Ukyskhedens Urenhed. Det er en skærende Satire,
et Begivenhedernes Haanskrig, vildt som en Strofe af
Byrons Don Juan.
Er dette opfundet, saa virker det ikke destomindre
som et Stykke levende Liv.
Eller man mindes Sammentræffet mellem Monpavon og Fru
Jenkins paa Bulevarden, da de begge er gaaede ud for
at gøre en Ende paa deres Liv; hans elegante Hilsen
med højtopløftet Hat, hendes yndefulde Hovedbøjning
og elskværdige Smil - begge iagttagende Selskabets
Former med Døden for Øje; det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
