Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Alphonse Daudet (1840–1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138 Alphonse
Daudet
gengivet visse danske Følelser og endog anvendt visse
danske Udtryk som f. Eks. det Kierkegaardske: Hadet
til den officielle Kristendom.
L’Evangéliste er ikke skrevet for det store Publikum,
men det er en Bog, som paa én Gang viser Daudets
skarpe Blik, hans Stræben efter at udvide sit
aandelige Omraade og hans varme Menneskelighed, som
oprørtes ved en Troesiver, der udfoldedes af iskolde
Væsener. Paa en Tid, da Frankrigs ledende Aander,
Mænd sorn Taine og Renan kun talte om Protestantismen
med Beundring og Misundelse og greb enhver Lejlighed
til at lovprise det foregivne Frisind og den
personlige Selvstændighed, som trivedes indenfor de
protestantiske Kirker, har Daudet med Klarhed skønnet
de protestantiske Sekters Aandssnevcrhed, grusomme
Ufølsomhed og ubarmhjertige Tvangshcrredømme og har
med Styrke gjort opmærksom paa den Fare, de medfører,
idet han fortalte en simpel, men gribende Historie. I
Fru Gervaisais havde Brødrene Goncourt fremstillet en
fri Aands gradvist fremskridende Sløvelse og endelige
Tilintetgørelse ved en forstandig og fint dannet
Dames Overgang til Katolicismen; Daudet har her givet
et rigere udført og mere tragisk Modstykke dertil,
idet han har tegnet et Offer for den krigsførende
Protestantisme.
Alphonse Daudet, der fra %rst af ikke forsmaaede
det Rørende, staar blandt Franskmændene som den
følende Kunstner. Han har intet af den Barskhed,
som tit er de meget store Kunstneres Særkende. Hans
Væsen var fra først af en indsmigrende Ynde. Han
var fuld af Medlidenhed, en Mester i den Kunst
at lokke Læserens Taarer frem, men tillige fuld
af sprudlende Lune, overgiven Skemt, en Mester i
den Kunst at faa Læseren til at le. Hans moralske
Satire, der oprindeligt i Tartarin dn Ta-rascon var
saa godmodig, havde senere en skorpere Braad som i
Numa Roumestan og især i Angrebet paa det franske
Akademi i L’Immortel. Skønhedselskende som han var,
skildrede han nødigt det Modbydelige og Afskyelige
anderledes end som komisk. Dog er der Undtagelser
fra denne Regel, hans Jenkins i Naboben, hans Fyrste
af Olnmtz i La petite Paroisse, hans Paul Astier
i L’Immortel er uden Stænk af Komik, naglede til
Skampælcn med et sikkert Blik og en fast Haand.
Der er ikke ringe Mod i det Billede, han tit har givet
af sine Landsmænd i snevrere Forstand, Provencalerne,
et Folk vel saa talrigt som noget nordisk; han har
hud flettet dem, har paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
