Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144 Emile
Zola
Og saa kan han dog aldrig skildre Andet end hvad han
har set med sine to Øjne eller oplevet i sit eget
Sind.
Zola vil, som berørt, især træde op mod den historiske
Retning i Kunsten. Han ræsonnerer saaledes: Alle de
gamle Principer, det romantiske Princip saavel som
det klassiske, grundedes paa Omordning af Naturen,
paa den systematiske Beskæ-relse af Sandheden, Man
gik ud fra, at Sandheden som saadan var uværdig, og
at Poesi kun fremkom paa det Vilkaar, at man lutrede
og beskar, forstørrede og forskønnede Naturen; de
forskellige Skoler kæmpede med hinanden om, hvilken
Forklædning man burde give Sandheden, Klassikerne
holdt paa det antike Klædebon, Romantikerne gjorde en
poetisk Revolution for at paadutte den Ringbrynje og
Ridderdragt. Nu kommer Naturalismen og erklærer, at
Sandheden kan gaa nøgen og ingen Drap-perier behøver.
Spørgsmaalet er da kun, om ikke det, der nu kaldes
Temperamentet, ganske som det, der forhen kaldtes
Smagen, senere Fantasien, lutrer og beskærer,
forstørrer og forskønner? Om ikke det naturalistiske
Temperament nødes til at kaste sit Drapperi over
«Sandheden», ganske som det klassiske og romantiske
har gjort?
Svaret maa lyde paa, at heller ikke Naturalismen
kan undgaa den Virkelighedsomdannelse, som følger
af selve Kunstens Væsen. Dens Fortrin for den
historiske Kunst kan ikke søges paa dette Punkt,
men deri, at den har rig Lejlighed til at bruge
Modeller, medens den historiske Digter i Reglen har
Valget mellem i den gamle Dragt at fremstille en
Samtidig eller en Dukke. En Digter har træffende
sammenlignet den moderne Kunstner med Odysseus i
Underverdenen. Da Odysseus møder Skyggerne, maa han
først lade dem drikke Blod, før de kan give ham Svar
paa Tiltale. Modellen, det er Virkelighedens Blod,
uden hvilket Fantasiskabningen bliver livløs.
Der er én Model, som Romanforfatteren altid har ved
Haanden, det er ham selv. Derfor begynder han næsten
altid, bevidst eller ubevidst, med Værker, i hvilke
han selv har staaet Model til Helten. Zola er ingen
Undtagelse fra Regelen; i Con-fession de Claude er
Hovedperson, Model og Digter ét. At Forfatterens
eget Sindelag her maa gøre sig mægtigt gældende i
Gengivelsen er klart; det skildrende og det skildrede
Jeg har her altfor mange Berøringspunkter. Selve
Fremstillingen er desuden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
