Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Zola
147
Masse sig ved Omdrejningen af Veien, og Marseillaisen,
sunget med hævngerrigt Raseri, svang sig mod Himlen,
rædselsfuld.
Skaren gik ned ad Bakken med stolt, uimodstaaelig
Fart.
Man kunde ikke tænke sig noget mere skrækindjagende
Syn end Frembruddet af disse Par Tusind Mennesker i
Synskresens dødsstille Fred. Vejen var bleven til
en Strøm, der rullede levende Bølger, som syntes
aldrig at ville tage Ende, og stadigt viste der sig
ved Omdrejningen af Vejen nye sorte Masser, hvis Sang
bragte denne Menneskestorms stærke Røst til at svulme
mere og mere . . . Marseillaisen fyldte Himmelrummet,
som var den af Kæmpemunde indblæst i uhyre Trompeter,
der med Messingets tørre Toner kastede den dirrende ud
i alle Retninger af Dalen. Og det slumrende Landskab
vaagnede med et Sæt. Det skælvede fra Ende til anden
som et Trommeskind, naar Trommen bliver rørt; det
genlød indtil sit Inderste og gentog med mangefold
Ekko Nationalsangens brændende lidenskabelige Toner.
Og da var det ikke blot Menneskeflokken som sang
. . . Landskabet raabte paa Hævn og Frihed under
denne Bevægelse i dets Luft og i dets Jordbund.
Landskabet her er da ikke et almindeligt natligt
Landskab; det lever som en Person; Klipper,
Marker og Enge, hver mindste Busk deltager i en
uhyre Korsang. Han er i Landskabet, han som maler
det. Temperamentet trænger ind i Naturen og omdanner
Naturen. Zola omdanner den for at forøge Indtrykket
af den marscherende Trups Besluttethed og Kraft.
Den tapre Dreng beskriver Skaren Gruppe for
Gruppe, alt som de drager Børnene forbi; han
nævner hver Afdeling for sig og særtegner enhver
med høj Begejstring: «Det er Brændehuggere fra
Seilleskovene, de skal være Sapører . . . Det er
Mændene fra La Palud ... de dér har kun Leer, de Folk,
men de vil meje Soldaterne ned, som man mejer Græs
. . . Saint-Eutrope! Mazetl Les Gardes! Marsanne! hele
Seillens nordlige Fald! hele Landet er med os!»
Undertiden forekommer det den unge Pige, «at de slet
ikke marscherer mere, men at Marseillaisen, denne
barske Sang, med sin forfærdelige Velklang river dem
med sig.».
Det er homerisk, dette. Det minder om
Skibsfortegnelsen fra Illadens anden Sang. Zola
har efterstræbt denne Lighed; han siger rentud
etsteds længere hen, hvor han optager denne Traad
paany efter at have skildret Beboerne af Plassans’
smudsige politiske Rænker:
«0prørsskaren begyndte paany sin heltemodige Marsch
gennem det kolde og klare Landskab. Det var som en
bred Strøm af Begejstring. Det Epopeens Pust, som
rev Silvére og Miette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
