Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Zola
149
Dog Zola har her ikke nøjedes med at søge tilbage
til en klassisk Beaandelse for at gengive en
moderne Virkelighed. Han har behøvet Symbolet, det
romantiske Symbol, uden dog at ville fjerne sig fra
Virkeligheden. Den store Romantiker Delacroix har
malt det bekendte Billede Friheden paa Barrikaderne:
den unge Pige med den røde Hue og Sablen i Haand, der
svagt minder om en Frihedsgudinde, og ved hendes Side
den lille Dreng af Folket med det faste truende Blik
og Geværet i Haanden. Det synes at have foresvævet
Zola. Han vil paa en eller anden Maade have Miette
hævet, ja omdannet i denne Retning. Hun har tilbudt
Oprørerne at bære deres Fane. De tror, hun er for svag
dertil. Hun viser dem da sine fulde, hvide Arme. Og
han skriver:
Vent! sagde hun. Hun rev hurtigt sin Kaabe af og
tog den atter paa efter at have vendt det røde Foer
ud. Der stod hun da i Maanens hvide Klarhed, klædt i
en sid Purpurkappe [det er simpelt Sirs], der naaede
hende lige til Fødderne. Hætten, der sad let paa
hendes Haar, smykkede hende som en Slags frygisk
Hue [den har ikke lignet dette før, nu ligner den
det]. Hun greb Fanen, trykkede dens Stang imod sit
Bryst og holdt sig rank mellem Folderne af dette
blodige Banner, der bølgede bag hende ... I dette
Øjeblik var hun den jomfruelige Frihed selv.
Punkt for Punkt, Træk for Træk føler man her,
hvorledes Temperamentet omformer Naturiagttagelsen,
omdigter Modellen. Zola vil have det frem, at dette
Barn, der synker sammen i Fanens Folder med Kuglen i
det højre Bryst, er selve den af Statskupet myrdede
Frihed. Der er da fra først af Lyrik i hans Maade
at behandle hende og hendes Barndomsven paa. Vi ser
dem stedse i den Forklarelse, hvori deres Personer
staar for hinanden. Først ser de hver paa sin Side af
Brønden ikke mere af hinanden end Billederne i Vandet;
selv Stemmerne omdannes, tilsløres ved Brøndens
Ekko. Og naar de senere ses, stiger Udtrykket til
et Sværmeri, der minder om Victor Hugo: «Deres Smil
kastede Lys over Rummet imellem dem.» «Der var nu en
Sang i hendes Hjerte, som hindrede hende i at høre
sine Fjenders Hujen.» Den graa Taage, der kærtegner
hendes Tinding, betegnes som «det duftende Flor,
der endnu var ligesom mættet med Varme og Vellugt
fra Nattens yppige Skuldre.« Stilen forbereder til i
hende at se en Legemliggørelse af Uskyld, Ædelmod,
barnlig Forelskelse og rørende Ungdom, indtil hun
sin Dødstund udfolder sig til Sindbilled.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
