Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 Emile
Zola
vendelse som en Art Brudeblus. I Nattens
Mørke funkler de alene med en Rest af Dagslys
«lig en glimtende Stjernevrimmel.»
Imellemstunder forvandler disse halvt sindbilledlige
Smaa-træk sig til en gennemført Symbolik. Den kan
virke utroværdig og derfor forstyrrende som f. Eks. i
Skikkelse af den gamle Kærling Mutter Fétu i Une page
d’amour, som kun er der for at forkynde Undergang og
antyde Undergang, og som ganske spiller Heksens Rolle
i Fortidens romantiske Bøger. Men Sym-boliken kan
ogsaa have sin Storhed og Kraft. Saaledes f. Eks. i
Nana, en Roman, der i det Hele kun i ringe Grad
er bygget paa Iagttagelse og Erfaring. Fra først
af er denne Nana et tilfældigt Individ, et løst,
utugtigt Væsen, født i et Baghus. Men alt som Romanen
udfolder sig, stiger hun, bliver større og større,
indtil hun tilsidst ses som den Løsagtighedens Aand,
der svævede over Kejserdømmets Paris.
Ved det store Væddeløb i Longchamps har en rig
Adelsmand givet en Hest hendes Navn. Den sejrer i
Væddekamp med en engelsk Hest. Saaledes bliver Navnet
paa den første Hest noget Fransk, noget Nationalt,
og saaledes gaar det til, at Navnet Nana under
stedse voksende, tordnende Jubelraab ruller hen over
Mængden. Og det virker symbolsk, naar der med vild
Begejstring raabes: Leve Nana! Leve Frankrig! Skriget
stiger i en Straaleglans af Sol, indtil Navnet Nana
som en usynlig Flamme med sin Triumfklang farer
hen over hundrede tusinde Mennesker og naaer den
kejserlige Tribune, hvor Kejserinden selv klapper
i Hænderne, indtil den hele Slette kaster Genlyden
af det fejrede Navn tilbage mod Nana: «Det var
hendes Folk, som hyldede hende, medens hun, oprejst
i Sollyset, beherskede Alt med sit Stjernehaar og
sin hvidblaa Kjole, der havde Himmelens Farve». Hun
er her noget mere end et Menneske; en falden Engel,
en skadelig Genius.
Det er endelig et lige saa utvivlsomt Symbol, naar
tilsidst, rnens det dumme Raab Til Berlin! Til
Berlin! uafbrudt stiger op fra Gaden, Nana
forvandlet til en Klump af væskende Bylder -
ligesom Kejserdømmet, hvis Glans hun var - Hgger paa
Sottesengen i den sidste Trækning.
Og som Nana gennem en fransk Hest som Mellemled
forvandles til Kejserdømmet, saaledes bliver i
L’oeuvre den sig badende Kvinde paa Claudes Maleri
til Kunsten, fordi Skikkelsen i hans Tanke er et
Sindbillede paa det Paris, han vil fremstille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
