Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154 Emile
Zola
selv, elsker fremfor Alt den moderlige Jord. «Aa,
du gode Jord», udbryder han liggende paa Ryggen, «du
som er vor fælles Moder, Livets eneste Kilde! Du,
den Evige, Udødelige, hvis Blodomløb bestaar i at
Verdenssjælen gennemrisler dig, denne Saft. som er
tilstede selv i Stenene, og som gør Træerne til vore
store ubevægelige Brødre! jeg vil tabe mig i dig.»
For at kunne indføre Naturen i dens hedenske Yppighed
og Frembringelsesdrift i sit moderne Værk behøvede
han en stor Kontrast. Men til Naturen som Magt frembød
sig ingen anden end Kristendommen som naturfjendtlig
Magt. Til Naturens Liv i Vækst og Svulmen, i Attraa
og Parring, var ingen Modsætning saa skarp som det
Liv i streng og gold Jomfruelighed, der skabes af
det katolske Klosterløfte. Den hedenske Oldtid havde
formet den jordiske Frugtbarheds Symbol, den store
Moder, Cybele, der i Asien dyrkedes med Orgier. Den
kristelige Middelalder havde derimod stillet den
himmelske Kyskheds Symbol, den hellige Jomfru, Maria,
der i Europa dyrkedes med Askese.
Zola har da sin Helt, fra først af en sygelig
Madonnadyrker, der hader Naturens frugtbare Liv og
ønsker, han kunde leve som Eneboer i en Ørken, hvor
intet levende Væsen, ingen Plante, intet rindende
Vand vilde adsprede hans fromme Betragtninger.
Imod Maria og Mariadyrkelsen stiller Zola saa Cybele
og Cybeledyrkelsen som symmetrisk Modsætning.
Serge Mouret har en Søster, hvis Aand er hæmmet i
Væksten, men hvis Legeme til Gengæld har udviklet
sig med fyldig Kraft. Hun har svære Arme, et mægtigt
Bryst. Hun lever og aander kun, omgiven af det rige,
animalske Liv i Baggaarden blandt Kaniner, Ænder og
Høns, i Avlingens og Udrugningens hede Luft, hvor
Dyrene vrimler og befrugter hinanden og forplanter
sig uafbrudt. Af hende gør han langsomt en Cybele.
Præstens Husholderske siger om hende: «Finder De ikke,
at hun ligner den store Dame af Sten i Kornhallen i
Plassans?» Og Zola forklarer: «Hun mente en Cybele,
der laa udstrakt paa Kornneg, et Værk af en Elev af
Puget.» Lidt længere hen siger han om hende:
Hun var en Skabning for sig, hverken Frøken
eller Bondepige, en Jordens Fosterdatter med en
Skulderbredde og en snever Pande som en ung Gudinde
.... Hun havde den runde Midie, der drejer sig
frit, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
