Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Zola
157
træer. Da han vækkes ved at Albine kaster en Haandfuld
Roser paa ham, vaagner samtidig hans Køn i ham. Og
han siger til hende: «Jeg véd, du er min Kærlighed, er
Kød af mit Kød .... jeg har drømt om dig .... Du var
i mit Bryst, og jeg gav dig mit Blod, mine Muskler,
mine Knokler. Du tog Halvdelen af mit Hjerte, men
saa blidt, at det var en Vellyst at dele det saadan
.... og jeg vaagnede ved at du steg ud af mig.»
Man ser, at dette er snarere at kalde Bibelfortolkning
end Naturstudium.
Hun lader sit Haars tunge Fletninger falde. Det
er som et Guldstof, der folder sig ud. Hendes Haar
tilhyller hende til Hofterne. Lokker, der ruller ned
paa Brystet, fuldender denne hendes Dronningedragt.
Hvorfor Dronningedragt? Fordi nu er hun Eva.
Hun er Skabningens Sol. Hun er som Solen selv: «Han
kyssede hver Lok; han brændte sine Læber paa disse
Straaler af en nedgaaende Sol.» Efterhaanden er det,
som blev de kun «ét Væsen, kongeligt skønt». Og for
mystisk at betegne Menneskeparrets Sammensmeltning og
dets Herredømme over Alnaturen hedder det: «Albines
hvide Hud var kun den Hvidhed, som Serge’s brune
Hud havde. De gik langsomt, klædte i Sol. De var
Solen selv. De nejende Blomster tilbad dem.» (Ils
pas-salent leniemént, vétus de soleil; ils étaient le
soleil lui-méme. Les fleurs penchées les adoraient).
Og saaledes fortsættes Allegorien endnu mange hundrede
Sider igennem med en saa smaalig Nøjagtighed, at
den Gejstlige, der som Englen med det. flammende
Sværd fordriver dem fra Paradishaven, fører Navnet
Archangias.
IV
Hvad der er mest ejendommeligt for Zola som
Sindbilledkunstner er dog endnu ikke denne
Behandlingsmaade af Hovedskikkelserne i enkelte
Romaner, skønt han her har indladt sig paa et Omraade,
paa hvilket han lader sig sammenligne med Digtere,
hvis Poetik var himmelvidt forskellig fra hans,
som Mllton og Klopstock. Nej, ejendommeligst er
hans gennemgaaende Pcrsonliggøren af en upersonlig
Genstand, om hvilken han ordner Alt. I Reglen drejer
hans Bøger sig om et Stykke Jord, en Byg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
