Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Emile Zola (født 1840)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Zola
163
kunde have noget Tiltrækkende, i en bestandigt mere
smudsig Virkelighed for at fremstille den med saa
stor fotografisk Troskab som muligt; Naturtroskaben
i Gengivelsen af Smudset var hans egenlige Særevne;
hans mørke Livssyn dækkede over en uren Glæde ved
det Lave. - Endnu meget senere skrev Nietzsche:
Zola eller Glæden ved at stinke.
For at imødegaa denne Fordom blev den ovenstaaende
Afhandling skrevet. Med tilsyneladende Paradoksi
blev det hævdet, at Zola overhovedet slet ikke var
Naturalist, ifald man ved en Naturalist forstod
en Naturefterligner. Der blev ført Bevis for,
at han allerede i den første Roman af sin store
Romanfølge og endnu mere i dem, der fortsatte den,
med digterisk Fantasi helt havde omformet Naturen, det
vil sige Landskabet, Omgivelserne, Hovedpersonerne,
Hovedbegivenhederne, kort sagt alt det Virkelige, og
at han endog i sin Fortællerstil undertiden udtrykte
sig episk i de gamle Heltedigtninges Aand, undertiden
lyrisk i Victor Hugos. Ordet Symbolisme i Modsætning
til Naturalisme var dengang endnu ikke gængse. Halvt i
Spøg og dog for Alvor blev det imidlertid paavist, at
den udskregne Naturalist helt igennem var Symboliker.
Siden da har Zola udgivet Romanerne La Terre.,
Le Réve, La Bete humaine, L’Årgent, La Debåcle,
Le Docteur Pascal.
Var blandt disse Bøger Jorden saaledes anlagt,
at den nærmest maatte bestyrke den herskende
Anskuelse angaaende Zolas Lyst til at tumle sig
i det Græsselige og Lave - om end denne Roman paa
en storartet Maade fremstilte den moderlige Jord
som et levende Væsen, der opvakte Lidenskaber -
saa overbeviste den følgende Fortælling Drømmen
ogsaa de Modstræbende om, at Zola ikke i og for sig
havde nogen Uvilje mod det Fantasifulde eller mod
et uskyldigt Drømmelivs frie og rene Poesi, der har
løst sig ud fra al Jordbundethed. Man saa, at han,
omend paa lidt kluntet Maade, var i Stand til at
løfte sig til en næsten serafisk Højde.
Den store Krigsroman Sammenbruddet var saavel ved
sit Stof som ved Behandlingsmaaden skabt til at
vinde Almenyndest. Dette Arbejd var vel egnet til
i vide, særligt franske Krese at gendrive Sagnet
om Zola’s poesifjendske Raahed, skrevet som det var
uden Nationalhad og dog med hed Fædrelandskærlighed,
sanddru i sine Skildringer, skarpt og dog mildt i
sine Domme, forsonligt og fuldt af Medlidenhed i
Fremstillingen saa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
