Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Henri Becque (1837–1899)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henri Becque
181
Endelig i September 1882 blev Ravnene af Edmond
Thierry, en af de fineste Kendere, der nogensinde har
beklædt en Teaterdirektørs Plads, opført paa Théåtre
frangais. Det blev Begivenheden i Becque’s Liv,
endda der blev støjet og pebet i tredje Akt. Men
Stykket slog igennem, og fra nu af var Becque en
Pariserberømthed.
Han formaaede ikke at forfølge sin Sejr, forfattede
siden kun det lille, overmaade vittige Stykke La
Parisienne, men arbejdede i det Uendelige paa sit
andet Hovedværk Les Polichinelles, af hvilket han
ikke formaaede at skrive femte Akt. I Aarevis
e>
har de fire første Akter henligget færdige.
Uden Frembringelsesdrift og uarbejdslysten som Becque
var, levede han i sin Fattigdom Pariserzigøjnerens
Liv uden Tjener eller Tjenestepige, højt oppe i et
Par simple Værelser uden andre Møbler end et Bord,
et Par Stole, en Bænk, en Seng, et Vaskebord og en
Reol med nogle Rækker uindbundne Bøger.
Efter at han var ophørt med dramatisk Forfatterskab,
skrev han i nogle Aar af og til Avisartikler, bedske
Artikler om eller mod virkelige og formentlige
Fjender, angaaende al den Uret, de havde forvoldt
ham. Særligt opbragt var han paa Alexandre Dumas,
der efter hans Paastand overalt havde stræbt at slaa
ham ned som Medbejler, og mod Sarcey, hvem han hadede
og foragtede af hele sit Hjerte, og som nu med faa
Dages Mellemrum har fulgt (Becque vilde sagt forfulgt]
ham i Graven. Dog allerede for tre Aar siden kunde
han ikke mere overkomme at skrive en Avisartikel.
Hans Liv var selv da ingenlunde uden Glæder. Han nød
af hele sit Sind sin lille Berømmelses Triumfer, nød
Paris, de unge Kvinders Velvilje, de unge Forfatteres
Ærbødighed, men især de mange og hvasse Bonmots,
bidende vittige Skemteord, som han i sin Ensomhed
formede og tilspidsede mod heldigere Rivaler eller
mod de Bladskrivere, der havde ladet det skorte paa
skyldigt Hensyn til ham. Han holdt nok af i al sin
Fattigdom at være en frygtet Mand.
Der var inderst i ham noget Velvilligt, Overbærende og
Blødt; men hans Livsgang havde trængt det tilbage, og
de Fleste vidste kun om ham, at han var Manden med den
skarpeste Tunge i Paris. Han var godhjertet. Da han
var her i Byen, sendte han næsten den hele lille Sum,
han her havde fortjent, til de efterladte Smaabørn
af en Slægtning, som den Gang lige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
