Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Guy de Maupassant (1850–1893)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 Guy de
Maupassant
en kraftig og indtagende Skikkelse. Ordet
uimodstaaelig er det første, der kommer En paa Læben,
naar man mindes ham. Ikke at han har vundet Jordsmon
ved noget for Kvinderne Tiltalende, saaledes som
fra først af Bourget. Han er rent mandlig, ja han
leverede længe næsten udelukkende Ungkarlelæsning. Han
er heller ikke uimodstaaelig som andre Større var
eller blev det ved en saadan sær Originalitet, der i
Længden under haardnakket Arbejde overvinder enhver
Modstand. Han er det ved Bravur, ved overlegen
Dristighed. Der var i hans Væsen en Kaadhed og
Kækhed, der straks tog med Storm, fordi den aldrig var
løssluppen, men altid blev anvendt i et ganske bestemt
kunstnerisk Øjemeds Tjeneste. Thi han optraadte
ikke før han var i Besiddelse af det koldblodigste
Herredømme over sine Evner og kunstneriske Midler.
Dog dybere set beror denne Guy de Maupassants
Uimodstaaelighed i Frankrig paa at han fra først af
sad inde med Egenskaber, der hører til den franske
Stammes uvurderligste og ældste, men som længe havde
været tilbagetrængte og forsmaaede; som glemte. Fra
Romantismens første Tider og siden stedse mere
havde man bøjet og strakt, malt og parfymeret dette
franske Sprog for at faa det til at udtrykke det,
der hidtil havde gældt for uudsigeligt. Romantikerne
havde broderet dets Væv med gamle Ord fra det
sekstende Aarhundrede, Elskerne af nye Ord havde
pantherplettet det med ufranske Udtryk, Kunstord
fra alle Omraader. Forfaldstids-Mændene havde stræbt
at gøre det musikalsk paa Fattelighedens Bekostning
og at give det filosofisk Præg ved at svøbe Ordene
i Taager som i Flor. Overhovedet havde de Nyere
ophobet Virkemidler hvor de Ældre havde virket ved
et Træk eller et Rids. Og hvad Kompositionen angaar,
da havde man altfor hyppigt forsømt den for at samle
al sin Opmærksomhed paa Gengivelsen af Liv, undertiden
fordrevet den for at lade Sandheden alene tale, Livet
virke saa trættende, saa ensformigt som det kan være
med Dagenes stadige Tilbagevenden, Dryp efter Dryp.
Her kom En, en ung Fyr, som skrev den ene Historie
uan-stændigere end den anden, Historier, som foregik
i berygtede Huse eller handlede om deres Beboerinder,
umulige Historier - og denne unge Fyr var fra den
første Novelle, han skrev, en Klassiker. En Klassiker,
som lod dette i sit inderste Væsen saa logiske franske
Sprog spille lysende klart som en blank, dragen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
