Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Guy de Maupassant (1850–1893)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196 Guy de
Maupassant
det Øjeblik, Sønnesønnen ved Bogens Slutning lægges
i hendes Skød, som saa man ind i et Perspektiv uden
Ende. For at Indtrykkets Vemod ikke skal fornemmes for
stærkt, er saa som Modvægt mod Hovedpersonens altfor
store Ømtaalighed stillet en normannisk Bondekones
sunde, djærve Forstand.
I Mont Oriol, en lettere, underholdende Bog, ser
vi ligeledes en ung Kone, et ietbegejstret Væsen,
tilbede og skuffes. Den unge Mand, hun har knyttet
sig til, bliver ked af hende, flygtig som han er. Faa
Baggrund af den store Komik, som er knyttet til et
moderne Badesteds Grundlæggelse og de systematisk
iværksatte Opskrig for det, tegner sig hendes Sorg og
hans Mands-Skørhovedethed. Han forlader det fine og
udsøgte Kvindevæsen, der elsker ham frit, for i sin
Dumhed at binde sig for bestandig, for Ingenting -
thi han giver Afkald paa Medgift - til en lille
køn intetsigende Bondetøs, paa hvis Friere han er
skinsyg.
Bel-Ami handler om en ung Mand, der er og
bliver aldeles talentløs, men som rykker op til
Samfundets Spidse i Kraft af sin grove Skønhed,
en Staldkarleskønhed, som Kvinderne, fornemme og
simple, unge og ældre, i Hobetal falder for, og
paa Grund af sin i Samfundets Skole efterhaanden
erhvervede Hensynsløshed, der, ganske raa og gemen,
alligevel overalt viser sig som den Magt, der skaffer
Sejren. Her er det Læseren, ikke Personerne, der rives
ud af alle Indbildninger om Tingenes og Tilstandenes
Retfærdighed. Medens i den danske Literatur Adam
Homo er en rent uvirksom Skikkelse, der slipper
alt, hvad der kunde være ham til Hinder, for at lade
Omstændighederne bære sig frem, er Helten her virksom,
ja foretagsom, og alle falder tilsidst paa Knæ for
det Held, hans dristige Lavhed har med sig.
I denne Roman forekommer et Sted, som indeholder
en fra da af bestandig tilbagevendende Tanke hos
Maupassant.
Bel-Ami ledsager en Aften den gamle Digter Norbert de
Va-renne til hans Dør. Den Gamle siger da vemodigt
til ham, at der kommer en Dag, hvor det er ude med
Latteren, fordi man øjner Døden bagved Alt: Naar man
er ung, véd man ikke, hvad Døden vil sige; sidenhen er
den frygtelig. Den nedværdiger og vanhelder Dag ud,
Dag ind; den raner Tænder og Muskler, Haarets Farve,
Hudens Glathed. Den smuldrer Mennesket hen. Hvert
Skridt nærmer En til den, hvert Aandedræt hjælper
den i dens gruelige Gerning. At aande, at sove,
at spise, at arbejde, at drømme, Alt, hvad vi gør,
det er at dø. Kort sagt: At leve,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
