Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Dyret i Mennesket (Paul Bourget, f. 1852, Maupassant, Tolstoj, Zola)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 Dyret i
Mennesket
saaledes sammensmelter da ogsaa Musiken Tilhørerne,
undertiden to og to, i denne samme Stemning,
skiller dem fra Omgivelserne og forener dem. Den kan
forsaavidt,gøre Koblergerning.
II
Følelsen af selve Kønsforholdet som en Nedværdigelse
er efter Europas saa langvarige Opdragelse i
kristelig-aandig Retning ingen sjælden Foreteelse. Man
møder den imidlertid i vore Dage lige saa udviklet
hos Personligheder af ganske hedensk Type som hos
Aandsdyrkere og Kristne. Den moderne Udvikling
har ført forfinede Mennesker af de forskelligste
Overbevisninger lige langt bort fra den græske
Enhedsfølelse i dens Frihed og Sundhed. Jeg mindes fra
min tidlige Ungdom en lang filosofisk Samtale med en
ung fransk Ven, der drejede sig om dette samme Punkt,
Kønsforeningen, som oprørte ham. Han harmedes over,
at Verdensbygmesteren ikke havde fundet paa en finere,
ædlere Form for Kønnenes Sammensmeltning. Et Udraab
af ham ligger mig endnu l Øret: Pourqaoi cette
insulte! Hvortil denne Forhaanelse, dette Slag i
Ansigtet!
Det er denne samme Tanke, der paa flere Steder er
varieret i Maupassants sidste Bog L’inutile beauté. I
Un cas de divorce kommer Helten overfor sin unge
Hustru tilsidst saa vidt, at han ikke kan røre ved
hende med sin Haand eller sine Læber uden at føle en
uovervindelig Væmmelse, ikke just ved hende, men en
mere omfattende og mere foragtrig Væmmelse ved selve
det erotiske Favntag, der «for alle forfinede Væsener
staar som en Ting, man maa skamme sig over og skjule,
ja som man kun omtaler halvhøjt, med Rødmen.»
Og da i den Novelle, hvorefter Samlingen har Navn,
Talen falder paa en smuk, fin Dame, hvis Skønhed har
lidt under talrige Barselsenge, og den Bemærkning
falder: Hvad er dertil at sige, det er Naturens
Gang! udbryder den unge Mand, hvem Forfatteren bruger
som Talerør: «Naturen! jeg siger dig, at Naturen
er vor Fjende, at vi altid maa kæmpe imod Naturen;
den fører os stedse tilbage til Dyret* Og nu udvikler
han, at alt hvad der er renligt, smukt, udsøgt, idealt
paa Jorden, det er ikke Guds men Menneskets Værk:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
