Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Dyret i Mennesket (Paul Bourget, f. 1852, Maupassant, Tolstoj, Zola)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220 Dyret I
Mennesket
Menneskelige tilbage til det Dyriske, tillægger han
upersonlige Skabninger al den niere end dyriske Kraft,
han berøver Enkelt-væsenerne, ja Selvstændighed
og Vilje. En saadan upersonlig Skabning er i
Jernbaneromanen et Lokomotiv. Det har et Navn;
det hedder Lison, fører et Liv og vækker Følelser
som en Kvinde. Lokomotivføreren elsker sin Maskine,
elsker den som Rytteren sin Hest. Der finder en Art
Ægteskab Sted imellem dem.
Her forekommer en storladen Skildring af Lokomotivets
Kamp for at trænge igennem ophobet Sne under Uvejr,
og da Toget senere hen støder mod en Karre, fuld
af svære Sten, og Lokomotivet sprænges, saa dør
det ganske som et levende Væsen. Der er heri en
Kunst, som er bleven til Kunstleri. Lokomotivet,
dette Uhyre med gloende Øjne og Jernlænder, gør saa
at sige Menneskene til Skamme ved sin Lærvillighed,
sin Mandstugt, sin hele Skikkelighed ligesom ved den
ublandede Kærlighed, det indgyder sin Fører.
Og ved Bogens Slutning savnes ikke heller et andet,
større Sindbilled. Da Fyrbøderen har myrdet Jacques,
stødt ham ned fra hans Lokomotiv, og da dette uden
Fører, uden ledende Aand som et rasende Væsen farer
Station efter Station forbi, førende franske indkaldte
Soldater til Grænsen i Juli Maaned af hint mærkværdige
Aar 1870, saa staar der: «Det rullede, rullede afsted
i den sorte Nat, Ingen vidste hvorhen. Hvad gjorde
det, hvor mange Ofre Maskinen knuste paa Vejen! Gik
den ikke trods Alt mod Fremtiden, ubekymret om det
udgydte Blod? Uden Fører, midt i Mørket, som et blindt
og døvt Dyr, rullede, rullede den, dragende efter sig
al denne Kanonføde, disse allerede udmattede Soldater,
der i deres Drukkenskab sang.»
Dette Lokomotiv, som ikke ledes af Nogen, det er,
som man føler, Sindbilledet paa hint Frankrig, der
drager i Krig uden en Vilje i sin Spidse. Romanen om
Tilintetgørelsesdriften, om Mord-Instinktet, naaer
sit Højdepunkt i denne Henslæben af Tusinder og atter
Tusinder til dette uhyre Massemord. Den store Krigs
endeløse Blodsudgydelse er Menneskedyrets Triumf og
Nederlag i Et.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
