Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Victor Hugo (1802–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 Fransk
Lyrik
Liv bag sig. Storhed fik Hugos Liv fra det Tidspunkt
af, da han efter sin Deltagelse i Paris’ Forsvarskamp
mod Statskupet ramtes af Forvisningsdommen fra Louis
Napoleon.
Hugo slog sig ned paa en lille engelsk Ø i
Verdenshavet og forvandlede den til sit Fodstykke,
som Napoleon i sin Tid havde forvandlet St. Helena
til sit og Garibaldi noget senere gjorde Caprera til
sit, og i denne sin hæderfulde Forladthed og Ensomhed
holdt han ud og vedblev at holde ud. Det var som en
Duel uden Rast og uden Forsoning mellem Frankrigs
tilsyneladende og en kort Tid virkelig saa mægtige
Kejser og den ene Mand hist paa Øen. Hugo klagede
ikke over sin Skæbne; han haa nede Napoleon, piskede,
brændemærkede ham. Han forstod ham ikke. Han selv
havde i sin Tid banet ham Vejen. Nu skrev han Napoleon
den Lille imod ham, dernæst den beundringsværdige
Digtsamling Tugtelsen. Han oplevede de bitreste Tider,
saa Napoleon vinde det frie England til Forbundsfælle,
sejre paa Krim, ydmyge Rusland, overvinde Østerrig,
befri Lombardiet, vinde Savoyen, endelig modtage
Venedig af Huset Habsbtirg og skænke det til Italien,
som han havde bidraget saa meget til at grunde. Hugos
Fjende steg i Glans og Ry. Med otte Millioner Stemmer
havde Frankrig givet ham Absolution. Det syntes
umuligt at staa mod Napoleon som det franske Folks
Talsmand, thi Folket havde kaaret ham - det kunde ikke
negtes. Talrige oprindelige Modstandere underkastede
sig med den Vending, at var dette Folkets Vilje, saa
var der ingen højere Magt at appellere til. I Hobetal
sad Hugos. gamle Venner forsonede eller ligegyldige
i Frankrig; adskillige gik som Mérimée ud og ind ved
Kejserhoffet, andre som Gautier havde knyttet sig til
Prinsesse Mathilde og Prins Napoleon. Og; blandt de
Landsforviste, som bittert længtes efter Fædrelandet,
efter Forældre, Børn, Slægtninge, efter det franske
Sprog, efter et regelmæssigt Liv, blev Sorgen og
Nøden stedse større, Savnet stedse smerteligere,
uudholdeligere, Attraaen efter Amnesti tilsidst den
stærkeste af alle.
Saa kom Amnestien, fra Napoleons Side af: en matkoldt
Haan, forklædt som Mildhed, som Naade. De Forviste var
Forbrydere. Men han var stor og god; han tilgav. Og
han var stærk; disse ufarlige Stakler kunde ikke
skade ham. De turde-komme frit.
Det forstaar sig, at næsten alle greb Tilladelsen
med begge-Hænder. De skulde da gense Fædrelandet,
Hjemmet, atter høre?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
