Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Victor Hugo (1802–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Fransk
Lyrik
«Victor Hugo! hvilket Navn! og hvor han er værdig til
at bære det!» (et comme il est digne de le porter!}
Der er noget ubevidst Dybsindigt i denne Dumhed. Thi
Hugo følte sig i Grunden bestandigt som Bæreren af sit
Navn. Det gav ham den aldrig svigtende Værdighed,
men det gav ham ogsaa det evigt Selvbevidste,
det Ypperstepræstelige, der kan virke saa tomt. Af
Frankrigs to største Digtere i dette Aarhundrede,
Alfred de Musset og Victor Hugo, endte den ene i
Selvbedøvelse, den anden i Selvforgudelse. Hugo
havde været større, ifald han havde været simpel
i Fremtræden. Det var ham ikke muligt, fordi hans
evige og ægte franske Hang var det, at lægge Storhed
for Dagen (faire grand}, og med Folkets dramatiske og
teatralske Tilbøjelighed bliver Storheden i Frankrig
altfor let en Rolle.
I de sidste fjorten Aar af hans Liv var hans Hus som
en Konges. Han omgikkes Suveræner ikke blot paa lige
Fod, men fra oven nedefter. De maatte søge ham, naar
de vilde have ham i Tale. Da Kejseren af Brasilien
for nogle Aar siden besøgte Europa, modtog han paa en
Indbydelse den Besked, at Hugo ikke gik ud. Kejseren
blev da nødt til en tidlig Morgenstund at søge Hugo
paa den Tid, da han gav Audiens, og fik paa sin Bøn om
en Autograf en Bog med den Paaskrift: Til Dom Pedro -
Victor Hugo.
De Formiddage, Hugo i de senere Aar modtog, gik det
for-mellere til end ved de fleste Hoffer. Man kom ind
i en større Stue; ved den ene Væg stod en Lænestol,
ud fra den gik to Rækker Stole, paa hvilke de Ventende
blev anbragte. Naar Alle var forsamlede, meldte en
Tjener: Monsieur Victor Hugo! Husets Herre traadte
ind og tog Plads i Lænestolen. Efterhaanden rykkede
de Besøgende op til en af Stolene i hans Nærhed og
lyksaliggjordes med et Par Ord. I sit Væsen mindede
han da ved Holdning og Finhed om en Marquis fra den
gamle Tid. Synet af adskillige Ultradernokrater, der
stadigt kom til ham, f. Eks. visse, lidet hæderligt
bekendte, Medlemmer af RappeVs Redaktion, var ham
tit meget pinligt.
I det sidste Tiaar var han i personlig Omgang
nødvendigvis mindre lærerig, ligesom mere orakelagtig
end tilforn. Dog søgte ikke blot de Yngre til ham,
men selv Ældre som Renan fandt Udbytte i at lytte
til hans Ord; der var trods alle Svag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
