Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Victor Hugo (1802–1885)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk Lyrik
255
Restés debout, en selle et muets, blåne de givre,
Collant leur bouche en pierre aux trompettes
de cuivre. Roulets, mitraille, obus, mélés aux
flocons blancs, Pleuvaient; les grenadiers, surpris
d’étre tremblants, Marchaient pensifs, la glace
å leur moustache grise. Il neigeait, il neigeait
toujours!.......
Eller man læse videre Beskrivelsen af Waterloo-Slaget:
Sletten, hvor Regimenterne falder, som en Murflade
styrter ned, hvor de høje Tamburmajorer med de lange
Fjær i Ghakot’erne lægger sig som modne Aks over
Seglen.
Dog Digtet er ikke til for Beskrivelsens Skyld,
men for Lærens. Alt dette er en Straf, men
endnu ikke Straf nok, for Bonapartes Lovbrud
den 18. Brumaire. Det er først Brodersønnens
Tronbestigelse, den store Kejsers Genopstaaen som
«Cir-kusstaldkarlem, der er den fulde Straf.
I andet Bind af Betragtningerne frembringer Hugo’s
Vers-behandling sin rigeste Fylde .af Vellyd og
naaer hans Odeflugt sin Højde. Læs f. Eks. Digtet
Magerne om Menneskehedens ledende Aander, det, som
begynder: «Hvorfor udnævner I Præster, naar I. har
Præster iblandt Eder?» Digterne er disse Præster og
Mænd som Archimedes og Kopernikus. - I disse Oder
hører man som Genlyden af det Havs Bølgeslag, der
skvulpede mod Kysterne paa hans Forvisnings lille
Klippeø Jersey. Og altid spiller Havet og dets sorte
Afgrund ind med. Vi ser Skummets Spil i Nattens
Mørke og over Vandspejlet som en Havfugl i Mørket,
hvid og pur, en Himlens Engel, der et Øjeblik viser
sig og flyver bort. Undertiden taber den en Fjær af
sine Vinger. Ingen véd, hvor den bliver af. Men lange
Tider derefter sker det, at man i en Grotte ved Havet
finder et Menneske, der med Englens Fjær som Pen i sin
Haand nedskriver flammende Bogstaver i en Bog. Det
er Vismanden eller Digteren. - I denne gammeldags
Henpegen paa Geniet som beaandet fra Himlen munder
Digtningen ud. Det er denne Lære, Hugo vil forkynde;
men paa Vejen til den beskriver han. Er ikke Uvejret
hørligt i disse Vers:
Quand la trombe aux vagues s’appuie; Quand l’orage,
l’horreur, la pluie Que tordent les bises cThiver
Repandent avec des huées Toutes les larmes des nuées
Sur tous les sanglots de la mer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
