Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Leconte de Lisle (1818–1894)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk Lyrik
257
drer forhistoriske Mænd og Kvinder, som om Aftenen
vender tilbage til deres Stad (Digtet Kain), fastere
byggede end Gedertræet, højere end Pinjer, svedende,
forsultne, med uordentlig flyvende Haar, forpustet
dragende Aande med deres tykke røde Læber. De vender
hjem med den langhaarede Hulebjørn eller Hjorten eller
den blodige Løve over deres Skuldre, og Kæmpekvinderne
skrider roligt afsted under Broncekarrene, som de har
fyldt med Cisternernes Vand, alvorsfulde, med nøgne
Arme og Hænderne i Siden:
Ils s’en venaient de la montagne et de la plaine,
Du fond des sombres bois et du désert sans fin,
Plus massifs que le cedre et plus liauts que le pin,
Suants, échevelés, soufflants leur rude haleine Avec
leur bouche épaisse et rouge, et pleins de faim.
G’est ainsi qu’ils rentraient, l’ours velu des
cavernes A l’épaule, ou le cerf, ou le lion sanglaut
Et les femmes marchaient, géantes, d’un pas lent,
Sous les vases d’airain qu’emplit Feau des citernes,
Graves, et les bras nus, et les mains sur le flane.
Eller man læse Digtet Verandah, som skildrer
Kvindernes Gemak, hvor Perserdronningen hviler, med
Vandets Fald i de røde Porfyrvaser, Duernes Kurren,
Smaafugles og Biers Sværmen ont de modne Figner under
Irans Rosers Duften:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
