Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - José Maria de Heredia (født 1842)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk Lyrik
261
I Norden har der altid været mange, der nærede
Uvilje mod Sonetformen som stiv og unational. Man
ønsker i den tvangløsere og formløsere germanske
Verden at se Formen paa ethvert Punkt bestemmes^
af Indholdet og er tilbøjelig til at vrage enhver
given Form. Den Tiltrækning, som den overvundne
Vanskelighed har for romanske Læsere, er temmelig
ukendt her. Og dog føler man bevidst eller ubevidst
en rent kunstnerisk Glæde ved et Digt, i hvilket
de største tekniske Vanskeligheder er overvundne
som i Leg. Men man retter en anden Indvending mod
Sonetten. Man stødes ved, at den er saa afsluttet,
saa færdig. Efter sit Væsen synes den ikke at kunne
aabne noget Perspektiv, hverken frem eller tilbage,
ikke at kunne give nogen Plads for Anelse og Haab
eller Længsel, aldrig at kunne have et Vindue paa
Klem med Udsigt ud mod Uendeligheden. Men netop denne
Vanskelighed har Heredia forstaaet at besejre.
I en anden Sonet om Antonius og Kleopatra ser de
begge fra den høje Terrasse Ægypten slumre for
deres Fødder, og Romeren føler under sit tunge
Kyrads det betagende Legeme, som bøjer sig ind imod
hans triumferende Hjerte. Duften af hendes Vellugt
omtaager hans Hjerne. Saa rækker hun ham sin Mund,
og han ser i dette blege Ansigts dejlige, store Øjne
med deres Guldprikker «et helt umaadelig! Hav, hvor
Galejerne flygter. >
Denne Slutningslinje, det er Fortiden, som ligger
bagved den fremstilte Situation.
Det samme geniale Træk findes i en anden berømt Sonet,
der skildrer de gamle spanske Erobrere af Amerika,
fra hvem Heredia nedstammer. De lignes ved en Flok
Falke, der flyver ud fra det tomme Kødkammer i
Hjemmet; de drager ud, beruste af en Drøm om Guld
og Ære, og Vindene driver deres Sejl mod Vestens
hemmelighedsfulde Strande. Hver Aften haaber de
paa Heltefærd næste Dag, og Synet af Ildglimtene i
Tropernes Hav luller dem i Drømme, der fortrylles
af en gylden Luftspejling, eller ogsaa helder de sig
ud over Rælingen paa de hvide Kara-veller og ser paa
denne Himmel, de ikke kender, «nye Stjerner hæve sig
af Oceanets Dyb.»
Denne Slutningslinje om de nye Stjerner, det er
Fremtiden, som aabner den sluttende Sonet.
Eller læs Sonetten Maris Stella (Havets Stjerne),
Navnet paa den berømte katolske Kirkesang. Den
hensætter Læseren til Bre-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
